Skip to main content

Kolding Netavis

Trykflaske mistænkt for brand på Bronzevej

Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Lørdag kl. 17.26 rykkede TrekantBrand ud til brand i et forbrændingsanlæg på Bronzevej i Kolding. En hydraulikslange udenfor en kedel var i brand. Nu mistænkes en trykflaske for at have udløst branden.

KOLDING: Lørdag aften klokken 17.26 lød alarmen.

Flammerne var slået ud af en af kedlerne på et forbrændingsanlæg på Bronzevej i Kolding, skriver TV Syd.

TrekantBrand rykkede ud – og station Vamdrup blev i følge Kolding Netavis’ oplysninger sendt til brandstationen i Kolding til stationsdækning, som det hedder.

Kraftig sort røg over bygningen

På Bronzevej mødte brandfolkene en sort røgsky.

“Da vi kom frem, var der en kraftig sort røgsky, der steg op fra bygningen”, siger Morten Mølbæk, som er indsatsleder hos TrekantBrand, til TV Syd.

Branden var opstået i en hydraulikslange udenfor en af forbrændingskedlerne. Indsatsen fik hurtigt bugt med flammerne, og med assistance fra dronemandskabet kunne man konstatere, at branden ikke nåede at sprede sig til resten af bygningen.

Trykflaske mistænkes for eksplosion

“Mistanken derude er, at der måske er kommet en trykflaske ind i forbrændingsanlægget, som har forårsaget en mindre eksplosion og antændt hydraulikslangen”, forklarer Morten Mølbæk.

Udover indsatslederen deltog 14 brandfolk i indsatsen, der var overstået efter cirka en time og 20 minutter.

Ingen personer kom til skade.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.