Kolding Netavis

Tyveri af diesel udviklede sig til vold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

To rumænere og en dansk – alle lastbilchauffører – fremstilles søndag i grundlovsforhør.

Kolding/Egtved: En 43-årig lastbilchauffør fra Trekantområdet samt to rumænske lastbilchauffører på henholdsvis 24 og 29 år fremstilles søndag klokken 11 i et grundlovsforhør ved retten i Kolding.

Baggrunden er en episode på en parkeringsplads på Ammitsbølvej nær Kolding – men under postnummer Egtved.

– En forbipasserende ser, at der foregår noget hærværk. En rude er knust på en lastbil. Der er både danske og udenlandske chauffører tilstede på rastepladsen. Det handler angiveligt om, at en dansk chauffør har taget sagen i egen hånd efter noget dieseltyveri i sidste weekend, som de udenlandske chauffører skulle stå bag. Den danske chauffør udøver vold mod den ene af de rumænske chauffører, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, John Skytt, til Kolding Netavis.

Chaufføren fik tæsk – formentlig med et jernrør.

Det blev anmeldt lørdag klokken 12.54.

Politiet kom til stedet. Tre personer er anholdt i sagen. Det er en 43-årig mand fra Trekantområdet. Han er sigtet for vold. En 29-årig rumæner er sigtet for tyveri af diesel og er den person, som blev udsat for vold af den danske chauffør. Desuden er en 24-årig rumæner sigtet for tyveri i forening med den 29-årige mand.

Sydøstjyllands Politi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor omfattende tyveriet af diesel er.

OPDATERING

De tre mænd er varetægtsfængslet frem til den 23. april.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel