Socialt ansvar er en god forretning og vejen til ny arbejdskraft.
Socialøkonomisk Folkemøde i Kolding: Den 20. august holder Kolding Socialøkonomisk Folkemøde, hvor virksomheder, foreninger og kommunale aktører kan mødes, netværke og blive inspireret til at tage socialt ansvar. Folkemødet giver deltagerne konkrete idéer og værktøjer til, hvordan socialt ansvar kan styrke både rekruttering, trivsel og økonomi. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Mange virksomheder mangler i dag arbejdskraft, og her kan social inklusion være en vigtig løsning.
-Socialt ansvar handler ikke kun om velgørenhed, men også om at skabe en stærkere og mere bæredygtig virksomhed, fortæller Birgitte Munk Grunnet (S), som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding.
Eksempler fra virksomheder som BC Catering og Give Steel viser, hvordan social bæredygtighed kan skabe loyale medarbejdere og styrke innovation og vækst.
Borgmester Jakob Ville (V) glæder sig over, at Kolding er langt fremme med socialt ansvar, og ser folkemødet som en vigtig mulighed for at dele gode erfaringer og inspirere til social ansvarlighed i resten af Danmark.

