Skip to main content

Kolding Netavis

Smed fra Kolding vinder stor pris: Fik 12 til svendeprøve

Elo Christoffersen
Magnus Emil Sloth Jørgensen har fredag modtaget ML-prisen ved et flot arrangement i Industriens Hus i København. Foto: HANSENBERG.

Arbejdstøjet var skiftet ud med jakkesæt og blankpudsede sko, da Magnus Emil Sloth Jørgensen fra HANSENBERG i Kolding trådte op på scenen i Industriens Hus. Han er netop hædret med den prestigefyldte ML-pris.

KOLDING / KØBENHAVN: Det er andet år i træk, at en smed udlært fra HANSENBERG i Kolding vinder Metalindustriens Lærlingepris – ML-prisen.

SF Kolding

I år gik prisen til den rustfaste smed Magnus Emil Sloth Jørgensen fra Brabrand, der er udlært fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding og i dag er fastansat hos Jubo Rustfrit Stål A/S i Hørning. Det skriver HANSENBERG i en pressemeddelelse.

Til svendeprøven fik han 12 for sit arbejde med et destilleringsanlæg. Topkarakter er et af kriterierne for at komme i betragtning til ML-prisen. Derudover skal man have udmærket sig som en god kollega og indstilles af både virksomhed og skole.

”Det betyder utroligt meget for mig, for jeg kommer fra en familie med håndværkstraditioner gennem generationer – og hvor der også tidligere er vundet medaljer”, fortæller Magnus Emil Sloth Jørgensen.

Magnus Emil Sloth Jørgensen på scenen til ML-prisen 2026 i Industriens Hus
Magnus Emil Sloth Jørgensen på scenen i Industriens Hus i København efter at have modtaget ML-prisen 2026. Foto: HANSENBERG.

Spiser udfordringer til morgenmad

Fra HANSENBERG er det faglærer Peter-Michael Mose Madsen, der har indstillet ham. I indstillingen lyder det blandt andet:

”Magnus er typen, der spiser udfordringer til morgenmad – og aldrig springer over, hvor gærdet er lavest. Med hans høje arbejdsmoral og dedikation skaber han sig hurtigt et overblik og går systematisk efter den gode løsning. Altid med et smil på læben og med en evne til at holde hovedet koldt i pressede situationer”.

”Magnus har altid overskud til at hjælpe sine klassekammerater. Selv om han selv står begravet i en svær opgave, hindrer det ham ikke i at give en hjælpende hånd”, lyder det videre fra Peter-Michael Mose Madsen.

Svendestykke destilleringsanlæg der gav Magnus Sloth 12 ved svendeprøven på HANSENBERG
Her er det svendestykke, der sikrede Magnus Emil Sloth Jørgensen 12 ved svendeprøven. Foto: HANSENBERG.

Seriøsitet og engagerede lærere

Magnus Emil Sloth Jørgensen har selv et bud på, hvorfor HANSENBERG nu vinder prisen for andet år i træk. Sidste år vandt klejnsmed Jakob Østergaard Nielsen.

”Der er struktur på HANSENBERG. Der er det, der skal være i værkstedet og personalemæssigt. Faglærerne gør det rigtig godt og er engagerede, og der er altid en, man kan tage fat i. Der er en seriøsitet forbundet med det hele”, siger han.

Magnus Emil Sloth Jørgensen i lære som rustfast smed ved Jubo Rustfrit Stål
Magnus Emil Sloth Jørgensen var i lære ved Jubo Rustfrit Stål i Hørning, hvor han i dag er fastansat som smed. Foto: HANSENBERG.

Fremtiden er også lagt:

”Du får et råmateriale, og så skal du selv samle det ved at svejse. Man skal gøre det til et produkt til en kunde. Det er megafedt. Der skal noget finesse til. Der skal være høj finish, for det er dele, der skal anvendes i fødevare- og medicinalindustrien”.

Bag ML-prisen står Metalindustriens Uddannelsesudvalg – et samarbejde mellem DI, Dansk Metal og TEKNIQ.

I år blev der uddelt 25 priser inden for forskellige fag.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.