Kolding Netavis

Robot skal lære bilisterne at holde til højre

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Danskerne er ikke gode til at holde til højre. Det irriterer andre bilister og skaber farlige situationer på vejene. Nu tilbyder Vejdirektoratet bilisterne hjælp af en særligt udviklet robotpsykolog, så de kan ændre på deres kørevaner.

Hvorfor er det så svært for os at huske at dreje rattet mod højre og trække ind, når der er plads på motorvejen? Det vil Vejdirektoratet få bilisterne til at overveje ved hjælp af en robotpsykolog – en såkaldt chatbot – der inviterer trafikanter til at hoppe på den virtuelle briks og konfronterer dem med deres trafikvaner.

– De fleste bilister mener ikke, at deres kørsel generer andre i trafikken, men det kan vi se, at den gør. Vejdirektoratets stikprøver viser, at selv et lille antal bilister, der ikke holder til højre, kan være til stor gene for mange andre bilister bag dem. Samtidig kan der opstå farlige situationer, hvis bilister kører for tæt på hinanden eller føler sig fristet til at overhale indenom, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

– Der er en uoverensstemmelse mellem, hvordan vi opfatter vores egen kørsel, og hvordan andre oplever den. Derfor prøver vi ved hjælp af en ny chatbot at få bilisterne til at reflektere over, hvordan de færdes i trafikken. Vi håber, at mange vil opdage, at deres argumenter for ikke at holde til højre faktisk er uholdbare, hvis de tænker nærmere over det, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Chatbot’en findes på Vejdirektoratets hjemmeside og Facebookside, hvor den er klar til at diskutere trafikvaner, over morgenkaffen. Og når bilisterne sætter sig ud bag rattet i den virkelige verden, vil de møde skilte langs motorvejen på udvalgte strækninger, der igen vil minde dem om at holde til højre. Vejdirektoratet vil desuden uddele magnetstreamers, så bilister der har lyst til det, selv kan formidle budskabet om at holde til højre til andre bilister.

Fakta

• Stikprøver viser, at hver gang der er en bilist, der ikke holder til højre, går det i gennemsnit ud over to andre bilister. På en delstrækning på 22 km kan der dagligt være op imod 1800, der bliver fanget bag bilister, der ikke holder til højre.

• En Megafonmåling fra 2017 viser, at 89 % af bilisterne opfatter sig selv som hensynsfulde i trafikken, men kun 40 % mener, at andre viser hensyn til dem i trafikken.

• Skilte med ’Hold til højre’ og ’Det er det modsatte af venstre’ vil kunne ses på følgende motorveje i kampagneperioden:
o M20 Vestmotorvejen imellem frakørsel 36 og 37
o M40 Fynske Motorvej imellem frakørsel 54 og 55
o M60 Østjyske Motorvej imellem frakørsel 54 og 55
o M11 Holbækmotorvejen imellem frakørsel 15 og 16
o M70 Nordjyske Motorvej imellem frakørsel 32 og 33

• Kampagnen lanceres i uge 40 og strækker sig over to uger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *