Skip to main content

Kolding Netavis

Nyt vådområde ved Sjølund skal forbedre vandmiljøet i Lillebælt

Elo Christoffersen
Nyt vådområde ved Sjølund skal bidrage til at forbedre vandmiljøet i Lillebælt. Foto: Kolding Kommune.

Onsdag er der et åbnings-arrangement ved et nyt vådområde ved Sjølund.

Nyt vådområde ved Sjølund skal forbedre vandmiljøet i Lillebælt: Kolding Kommune har i tæt samarbejde med lokale lodsejere etableret et nyt vådområde ved Kurkmose nord for Sjølund. Projektet er helt i tråd med den grønne trepart – et samarbejde mellem kommuner, landbrugets organisationer og Danmarks Naturfredningsforening – og skal bidrage til en forbedring af vandmiljøet i Lillebælt.

Vådområder er vigtige for at reducere udledningen af kvælstof til kystnære farvande, mindske CO2-udledningen og øge biodiversiteten. Det nye vådområde Kurkmose dækker cirka 36 hektar, hvor de naturlige vandforhold i moseområderne Oles Mose og Kurkmose er genskabt. Kurkdam Å er genslynget for at rense vandet for næringsstoffer og skabe bedre vilkår for fisk og smådyr i de to kilometer vandløb. Derudover er der anlagt to søer og en trampesti på den nordlige side af området, som går fra Kurkmarkvej til Sjølund Mark.

-Det er fantastisk, at vi nu kan indvie vådområdet, som er et forbillede for de kommende grønne treparts-indsatser. Det er kun lykkedes takket være de lokale lodsejeres store engagement og samarbejde, hvor gode løsninger har stået i fokus, fortæller Karsten Wandall, teamkoordinator for Grøn Trepart i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver desuden det klima- og miljømæssige potentiale:

-Når vi genskaber et naturligt vådt område som Kurkmose, reetablerer vi også et vigtigt kulstoflager. Moseområder lagrer kulstof, og når jorden drænes og dyrkes, frigives CO2 til atmosfæren. Ved at genoprette den naturlige vandstand og tage omkringliggende arealer ud af landbrugsdriften skaber vi stor værdi for både miljøet og klimaet.

Projektet er finansieret med støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne samt Landdistriktsprogrammet.

Onsdag den 8. oktober klokken 17-18 indvier Kolding Kommune Kurkmose med et lille åbnings-arrangement, hvor kommunen fortæller om det nye vådområde. Alle er velkomne. Mødested: Ved rørbroen på Sjølund Mark. Husk overtøj og gummistøvler.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: