Skip to main content

Kolding Netavis

SF og Radikale inviterer til GRØNlovsdag

Elo Christoffersen
Privatfoto.

Det foregår Grundlovsdag på Skamlingsbanken.

SF og Radikale inviterer til GRØNlovsdag: Fredag den 5. juni klokken 10 byder SF og Radikale Velfærdsfolk velkommen til GRØNlovsdag på Skamlingsbanken med fokus på, hvad demokratiet kan gøre for natur, miljø og mennesker.

Folketingsvalget viste klart, at klima og miljø er blandt de vigtigste emner for danskerne. Og det er også en hjertesag for begge partier. Derfor bliver dagen en kombination af naturoplevelser og politisk debat.

Programmet starter ved Klokketårnet på Skamling, hvor der serveres kaffe og gulerodsboller. Herefter tager naturvejleder Jørn Chemnitz deltagerne med på en guidet gåtur gennem Skamlingsbanken. Her fortælles om områdets rige natur med sjældne planter som skovgøgelilje, hedelyng og mælkebøtte, samt områdets betydning som en vigtig biodiversitetszone for insekter, fugle og svampe.

Klokken 11.30 følger en politisk talk med Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Merete Due Paarup (Radikale) under overskriften: ”Hvad kan demokratiet gøre for naturen, miljø og mennesker?”

Her diskuteres bl.a. dilemmaer mellem klima, naturbeskyttelse og arbejdspladser, konflikter omkring landbrug, energi og infrastruktur samt hvordan naturen ville tale, hvis den havde en stemme ved Christiansborg.

Dagen byder også på spørgsmål og debat, så alle kan være med.

Deltagerne opfordres til at medbringe gode sko, vand og eventuelt madpakke, da der fra klokken 13.30 fortsætter et andet program på Skamlingsbanken.

Grundlovsfesten på Skamlingsbanken er en gratis folkefest med tradition for fællessang, koncerter med bl.a. Sigurd Barrett, korkoncert, grundlovsrap, unge talere og kåring af Årets Danske Stemme. Festen byder også på madboder, aktiviteter og masser af jysk hygge.

Kom og vær med til en dag med både naturoplevelse, politik og fest i det fri.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.