Skip to main content

Kolding Netavis

Opera på Skamlingsbanken

Elo Christoffersen
Opera på Skamlingsbanken. Foto: Thomas Peter Sørensen (Arkivfoto)

Opera på Skamlingsbanken er en musikalsk søndagsoplevelse.

Sønderjyllands Symfoniorkester og MusikKolding står også i år bag den festlige eftermiddag “Opera på Skamlingsbanken”. Publikum kan glæde sig til de smukkeste arier og duetter fra Puccinis berømte operaer, blandet med perler fra danske operaer.

Chefdirigent Christian Øland har nøje udvalgt numre fra operaerne Tosca, Madame Butterfly og La Bohéme. Programmet spænder fra den dramatiske og nostalgiske arie “E lucevan le stelle” fra Tosca til den romantiske “Sì, mi chiamano Mimì” fra La Bohéme. Derudover bliver der også spillet ouverturer fra danske operaer som Drot og Marsk og Maskarade samt lejlighedsvis fællessang.

To af landets førende operasangere, Sofie Elkjær Jensen og Anders Kampmann, begge kendt fra Det Kongelige Teater, optræder som solister. Koncerten ledes af den karismatiske vært Mathias Hammer, kendt fra Den klassiske musikquiz på P2.

Opera på Skamlingsbanken er en gratis udendørskoncert for både operaelskere og nysgerrige – den perfekte søndagsudflugt med tæppe og picnickurv. For dem, der ikke medbringer egen mad, tilbyder Café Skau i besøgscentret lækre anretninger, vin, safter og kager.

Tag en ven under armen og nyd en stemningsfuld eftermiddag med smuk opera på den naturskønne Skamlingsbanken. Arrangementet finder sted søndag den 16. august klokken 15.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.