25.000 kroner fra Gnist Puljen giver Kultur for Børn mod på nye oplevelser.
Kultur for Børn får donation på 25.000 kroner: Foreningen Kultur for Børn i Sjølund kan glæde sig over at være en af modtagerne af Gnist Puljen 2026, der uddeles af Kolding Storcenter. Med en støtte på 25.000 kroner får foreningen bedre mulighed for at skabe kreative, lærerige og fællesskabende aktiviteter for børn og unge i lokalområdet.
Kultur for Børn arbejder for, at alle børn uanset baggrund skal kunne opleve glæden ved kunst, kultur, leg og bevægelse:
-Vi er både stolte og dybt taknemmelige for støtten fra Gnist Puljen. Pengene går direkte til oplevelser, hvor børn kan udfolde deres fantasi, lære nyt og være sammen med andre. Det betyder rigtig meget for os og giver os mod på de kommende projekter, fortæller formand Hanna Andresen i en pressemeddelelse.
Med den nye bevilling kan foreningen nu se frem til flere spændende initiativer:
“Å æ cykel børn”
I sommerferien (uge 32) afholdes projektet, der skal give børn glæden ved at lære at cykle. Projektet sker i samarbejde med SFO’en på Sjølund-Hejls Skole og med støtte fra Fritidsrådet i Kolding Kommune.
MESTER88 og FarveladeAkrobaterne
I september vil børn fra Sjølund-Hejls Skole sammen med kunstneren Rolf Rejnhold skabe en 24 meter lang udendørs kunstvæg med temaer som drager og elverfolk. Kunstværket indgår som en del af optakten til skolens middelalderuge i 2027.
Cirkus Workshop i vinterferien
En populær tradition, hvor omkring 60 børn og unge kan prøve artisteri, klovneri, balance og akrobatik. Workshoppen afsluttes med en festlig cirkusforestilling for familie og venner.
Støtten fra Gnist Puljen giver Kultur for Børn en vigtig håndsrækning til at fortsætte arbejdet med at skabe gode minder og stærke fællesskaber for områdets børn og unge.

