Når cykelstien står færdig, kan der cykles sikkert mellem Vamdrup og Kolding.
Nu kommer cykelstien: Den længe ventede cykelsti langs med Hylkedalsvej mellem Vamdrup og Kolding er endelig på vej. I hvert fald på papiret, skriver Netavisen Lokal.
Projektet er nemlig sat på dagsordenen for det kommende møde i udvalget Økonomi-Strategi. Der søges om en anlægsbevilling. Det handler om en dobbeltrettet cykelsti fra Gabølvej ved Hylkedalen til Koldingvej ved Tankedalskrydset, på hovedvej 25.
Cykelstien etableres efter en del diskussion nu på vestsiden af Hylkedalsvej på størstedelen af strækningen. Stien bliver asfalteret og med en bredde på 2,5 meter. Regnvandet bliver opsamlet i grøfter og ledt til vandløb.
På noget af strækningen skal offentlig vej benyttes. Det er fx gennem det lille boligområde, Møllevang.

Den samlede udgift til projektet er endnu uafklaret. Der søges foreløbig om bevilling en på 2,100 mio. kroner til detailprojektering. Dette for at afklare projektets omfang og økonomi mere nøjagtigt. Beløbet foreslås finansieret af en del af et foreløbigt afsat beløb 14,300 mio. kroner, der er afsat til projektet i 2025-2027.
Når stien en gang står færdig betyder det, at der kan cykles sikkert på cykelstier over hele strækningen mellem Vamdrup og Kolding.

