Skip to main content

Kolding Netavis

Dronningens broderier samles på Koldinghus

Elo Christoffersen
De himmelblå kirketekstiler fra Gråsten Slotskirke er designet og broderet af Dronning Margrethe i 2018-19. Foto: Dorte Krogh.

Fra næste sommer kan du se 30 af Dronning Margrethes kirketekstiler helt tæt på. Normalt hænger de i kirker fra Grønland til London – nu samles de på Koldinghus.

KOLDING: Fra næste sommer kan du komme helt tæt på Dronning Margrethes farverige univers på Koldinghus.

SF Kolding

Museet åbner 4. juni 2027 udstillingen TROENS TRÅD – H.M. Dronning Margrethes kirketekstiler. Her samles omkring 30 af Dronningens kirketekstiler fra kirker i hele Rigsfællesskabet og udlandet.

Det er messehagler, bispekåber og altertekstiler, som Dronningen har broderet gennem seks årtier. Normalt ser man dem kun på lang afstand i kirkerne – på Koldinghus kan du se hver en tråd og detalje.

Fra barn der ikke gad håndarbejde til passioneret brodøse

Udstillingen fortæller også den personlige historie. Hvordan gik det til, at en prinsesse, der som barn ikke brød sig om håndarbejde, blev en af Danmarks mest markante skabere af kirketekstiler?

Gæsterne kan følge vejen fra de første broderiforsøg med Dronning Ingrids garn til de store opgaver for domkirker.

Skitser, syprøver og personlige fortællinger viser, hvordan værkerne bliver til – i samarbejde med Selskabet for Kirkelig Kunst. Udstillingen vises netop i anledning af selskabets 100-års jubilæum.

Biskop iført grøn bispekåbe designet af Dronning Margrethe i Aarhus Domkirke. På ryggen ses broderede symboler for tro, håb og kærlighed - kors, anker og hjerte.
Bispekåbe fra Aarhus Domkirke, designet af Dronning Margrethe i 1999. Med symbolerne kors, anker og hjerte for tro, håb og kærlighed. Foto: Dorte Krogh.

Det kan du opleve

Blandt højdepunkterne er:

  • Messehaglerne fra Aarhus Domkirke
  • De personligt broderede tekstiler til Gråsten Slotskirke
  • Værker fra Haderslev Domkirke – syet med stof fra Dronningens eget tøj
  • Tekstiler skabt til en kirke i Tasiilaq i Grønland

Derudover kan du lytte til fire stemmer i udstillingens lydstationer: Kristian Leth, psykolog Jytte Vikkelsøe, astronaut Andreas Mogensen og Ivalo Olsvig. De giver hver deres perspektiv på tro, kærlighed og symbolerne i tekstilerne.

Broderet selskabstaske fra 1960 syet af Dronning Margrethe som barn. Farverig taske med bargello-mønster i gule, røde, blå og grønne nuancer - begyndelsen på Dronningens livslange passion for broderi.
Selskabstaske fra 1960. Dronning Margrethes første frie broderi – syet som barn med alle farverne på én gang. Foto: Iben Kaufmann.

Udstillingen kan ses til 28. november 2027.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.