Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens/byrådsmedlem.
Hvor længe skal borgerne i vores landdistrikter blive ved med at betale prisen for den grønne omstilling?
Endnu en gang risikerer mennesker at få deres nærområde forandret markant af store solcelleanlæg, batteribanker og enorme vindmøller. Denne gang ved Farris.
Jeg mener, vi er nødt til at stille et helt grundlæggende spørgsmål:
Hvornår kommer borgerne først?
Vi kan ikke blive ved med at plastre vores natur og gode landbrugsjord til med jernmarker og rejse kæmpe vindmøller tæt på de mennesker, der har valgt at bo og skabe deres liv på landet.
På min ferie rundt i Danmark i år lagde jeg mærke til, hvor mange vindmøller der stod stille, også på dage, hvor der umiddelbart var god vind. Det understreger for mig behovet for at se kritisk på, hvordan vi planlægger fremtidens energiforsyning.
Jeg er ikke imod grøn omstilling. Men jeg er imod en grøn omstilling, hvor hensynet til borgerne, vores natur og vores landbrugsjord bliver skubbet til side.
Samtidig er nye store havvindmølleparker på vej. Derfor bør vi stoppe den fortsatte udbygning med kæmpe energiparker på land og i stedet tænke os grundigt om.
- Grøn omstilling skal ske med omtanke og med sund fornuft.
- Beskyt vores natur.
- Pas på vores landbrugsjord.
- Tag hensyn til de mennesker, der bor i områderne.
- Prioritér vindenergi på havet frem for flere kæmpe vindmøller på land.
Mød os på Kulturnatten i Kolding. Kom forbi og få en snak om Farris, den grønne omstilling og hvorfor vi mener, at der er brug for mere sund fornuft, og langt mere respekt for borgerne.
Borgerne skal ikke stå sidst i køen, når den grønne omstilling planlægges. De skal være med fra starten.
