Læserbrev af Cecer Bjørk (SF), Kolding / byrådskandidat.
Jeg voksede op med den opfattelse, at monsteret fra alle børns mareridt hed kommunen. Jeg var ikke bange for, hvad der gemte sig under sengen om natten, når lyset var slukket. Jeg var bange for det monster, der hed kommunen. Kommunen som i perioder tog min elskede plejesøster fra mig. Og som man ikke vidste, hvor man havde.
I dag forstår jeg bureaukrati, og at de voksne nok har forsøgt enten at følge reglerne eller gøre det bedste for min søster og hendes familie.
Forfatterarrangementet med Mulle Skouboe og den efterfølgende snak afslørede, at systemet stadig tager mere hensyn til systemet end til borgeren med handicap. Som 18 årig og alderspensionist skal du genvisiteres til den hjælp, du hidtil har fået – på trods af at alle ved, at intet handicap automatisk forsvinder, fordi man er blevet et år ældre.
Revalidering er forsvundet ud af beskæftigelsesindsatsen, også selvom det samfundsøkonomisk og menneskeligt ville det være en god investering.
De borgere, der har en uddannelse, får ikke job. 43.000 mennesker med handicap stod i 2024 uden for arbejdsmarkedet på trods af, at private virksomheder og offentlige arbejdsgivere beretter om manglende arbejdskraft. Beskæftigelse og arbejdsidentitet bør ikke være et privilegium forbeholdt kapable kroppe. Arbejdsmarkedet bidrager ikke kun til selvforsørgelse, men til en følelse af fællesskab og autonomi. Den oplevelse burde virksomheder og kommune sammen sikre.
Desværre afslørede eftermiddagen også, at kommunens sagsbehandling er både bureaukratisk, langsommelig, uigennemskuelig og ressourcekrævende, både for borgeren og kommunen.
Det er noget af det, der har fået mig til at stille op til kommunalvalget, og indsatser jeg vil kæmpe for.
