En 40-årig mand er varetægtsfængslet i surrogat efter knivstik i ansigtet og trusler mod politiet på Stejlbjergvej. Han nægter sig skyldig.
KOLDING: En 40-årig mand er blevet varetægtsfængslet i surrogat frem til 12. oktober efter knivstik og trusler mod politiet på Stejlbjergvej, skriver jv.dk.
Manden er sigtet for at have stukket en anden mand i ansigtet med kniv 13. september og for at have truet to betjente med ordene: “Hvis jeg havde en pistol, ville jeg skyde jer i hovedet”.
Han nægter sig skyldig. Grundlovsforhøret ved Retten i Kolding foregik for lukkede døre.
Sagen udspringer ifølge politiet af en brand i en barnevogn i en kælder på Stejlbjergvej søndag, hvor to andre blev anholdt.




