Læserbrev af Kalle Busch, bestyrelsesmedlem i Faglige Seniorer Kolding, Havesangervej 34, 6000 Kolding.
Danmark er et fantastisk land at blive gammel i – smørrebrød, velfærd og fjernvarme i stuerne.
Jeg bor i Kolding og nyder at være pensionist, med alt hvad det indebærer af rabatter, ro og formiddagstid til at skælde ud på vejrudsigten., og passe mit liv. Men man skulle tro, at efter et langt arbejdsliv ville systemet være mere med én end mod én.
Her kommer historien om mit møde med systemet – og med en mand jeg vil kalde “Leif”, som jeg mødte på et højskoleophold. Leif kører Porsche, og går med charmeklud, er folkepensionist som jeg, næsten!
Leif er typen, der synes Danmark er perfekt. Han stemmer på Liberal Alliance og roser Vanopslagh, som andre roser deres barnebarn: med begejstring og uden forbehold. Leif mener, at det eneste Danmark mangler er flere skattelettelser og lidt mindre brok.
Men – og her kommer pointen – Leif bor også i en velhaverkommune nord for København, og har formentlig aldrig stiftet bekendtskab med begreber som Personlig Tillægsprocent eller det uigennemskuelige helbredstillæg.
Forleden oplevede jeg, hvordan det føles, når et velfærdssystem lige glemmer én i farten.
Min fodterapeut plejer ellers at trække mit helbredstillæg automatisk – 30 %, der betyder noget på min pension. Men nu skal jeg selv ind på kommunens hjemmeside og hente mit tilskud.
Optimistisk som jeg er, tænker jeg: Det klarer jeg. Jeg scanner fakturaen ind i både JPEG og PDF – dobbelt op på forberedelse – og uploader. Eller forsøger. Den lille runde ring spinner og spinner og… ja, spinner stadig. Jeg går i bad, spiser en bolle, sætter kaffe over – ringen spinner. Jeg begynder at føle mig som deltagende i en form for bureaukratisk meditationsøvelse.
Jeg beslutter at ringe til kommunen. Klokken er 09:25 – perfekt timing, tænker jeg.
Men nej. “Du har ringet uden for vores åbningstid, som er fra kl. 10:00 til 12:00.” To timer. Om dagen. Og så er det ikke engang med morgenkaffe.
Jeg ringer til omstillingen, hvor jeg får at vide, at medarbejderne skal have arbejdsro, derfor ingen telefoner før 10.
Jeg forstår det godt – ærligt. De kommunalt ansatte løber stærkt, og jeg har kun gode erfaringer med dem, når jeg når igennem. Men måske kunne man overveje en telefonvagt-ordning? Bare én med head set og tålmodighed, der kan tage imod vores spørgsmål og frustrationer, mens den runde ring spinner.
Det er altså ikke brok – ok det er lidt brok og så det er kærlighed med et suk. Jeg elsker mit Danmark og mit Kolding. Men systemet kunne godt lære lidt af virkeligheden, hvor vi ikke alle har Leifs økonomiske buffer.
Vi vil ikke have meget, bare en runde ring der stopper med at snurre – og en telefon der bliver taget, når man faktisk har brug for det.
Mine venner er sikkert enige i at der er så meget Kalle ikke forstår, men jeg forstår til forskellen på at blive hørt og blive afvist.”
