En lottospiller i Kolding er blevet millionær.
Weekenden har budt på solskinsvejr, men lørdag aften skinnede solen lidt ekstra på en heldig vinder i Kolding
Førstepræmiepuljen i Lotto er steget og steget de sidste par uger, men her til aften ramte en koldingenser de syv helt rigtige tal.
Vinderen spillede med fra sit PLUS-abonnement og havde udover vindertallene en gevinst på 60 kroner. Den heldige vinder kan dermed nyde resten af sommeren med 13.000.060 skattefri kroner på kontoen.
-Vi bliver her i Danske Spil altid glade, når danskerne vinder i vores lotterier, og vi vil gerne ønske et stort tillykke. Det er vildt, at vi igen har en vinder fra Kolding, og det er nu tredje gang i år, at vi kan uddele en stor gevinst i det område. Måske er der noget i vandet i Kolding Fjord. Ligesom vores andre store vindere bliver denne uges vindere – også vedkommende fra Kolding – tilbudt særlig rådgivning, som skal sikre dem en god start på den nye tilværelse som meget økonomisk velpolstret. Det kan være en stor omvæltning, især hvis man vinder mange penge, og vi ønsker hos Danske Spil at hjælpe nye millionærer godt på vej, siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, i en pressemeddelelse.
Dette er altså årets tredje vinder fra Kolding, og de to andre koldingensere har begge været vindere af Millionærgarantien i Lotto.
Danske Spil har endnu ikke hørt fra den heldige vinder i Kolding.