Kravene gælder på tværs af fagområder og influerer på hele projektet fra beslutning til udførelse.
Kolding Kommune stiller krav om bæredygtige løsninger til håndværkere: Kolding Kommune har udarbejdet en ny håndbog, der skal sikre bæredygtige løsninger, når kommunen sender vedligeholdelsesopgaver i udbud. Håndbogen sætter klare krav til genbrug, dokumentation og lang levetid for byggematerialer. Det gælder for alle fagområder i kommunens byggeprojekter, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen handler det om at gøre bæredygtighed til en naturlig del af håndværkernes daglige arbejde. Det sker blandt andet ved at stille krav om:
- CO₂-grænseværdier for byggematerialer baseret på producenternes miljødata
- Vurdering af, om bygningsdele kan repareres eller genbruges, inden de udskiftes
- Krav om, at nye materialer skal kunne genanvendes og have lang levetid
Sund fornuft
Håndbogen fokuserer på sund fornuft og trækker på gamle, velafprøvede byggeprincipper, som gives nyt liv. Tidligere blev bæredygtige valg mødt med skepsis, men nu ses en stigende opbakning i branchen.
Kolding Kommune forventer årligt at sende udbud for vedligeholdelse af cirka 500 bygninger til en værdi af 60 millioner kroner. Den nye håndbog gør bæredygtighed til en fast del af disse opgaver.
Håndbogen bliver allerede brugt som inspiration i andre kommuner, og Kolding inviterer til samarbejde og dialog om videreudvikling af bæredygtige byggekrav.
Målet er, at håndbogen løbende opdateres, så kommunen altid kan træffe ambitiøse og bæredygtige valg i tæt samarbejde med håndværkere og entreprenører.
