KOLDING: Hvordan skal Kolding arbejde med klimaet i de kommende år? Det spørgsmål vil Kolding Kommune have borgernes hjælp til at besvare.
Torsdag den 17. september klokken 19-21 inviterer Kolding Kommune til arrangementet ‘Sammen om klimaet’ på Kolding Bibliotek. Her skal borgernes erfaringer og idéer bidrage til at opdatere kommunens klimahandleplan. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Kolding har allerede taget en række skridt i den grønne omstilling med afsæt i den nuværende klimahandleplan, der blandt andet omfatter klimavenlig energi, transport og vareforbrug. Nu skal planen opdateres.
Den grønne omstilling handler nemlig ikke kun om kommunale beslutninger. Den berører også hverdagslivet i Kolding – hvordan vi bor, transporterer os og forbruger.
Borgmester håber borgerne vil deltage
Borgmester Jakob Ville (V) håber, at mange borgere vil deltage i klimaaftenen på Kolding Bibliotek.
-Kommunen kan gøre meget, men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for at høre, hvad der optager borgerne, hvad der fungerer i hverdagen, og hvad der gør det lettere at handle klimavenligt. Derfor håber jeg, at mange vil komme og bidrage med input til Koldings kommende klimaindsats, fortæller Jakob Ville.
Aftenen bliver en blanding af inspiration, samtaler og mulighed for at bidrage. Blandt andet kommer ejeren af Gram Slot, Svend Brodersen, og fortæller om sine erfaringer med den grønne omstilling.
Der bliver også mulighed for at dele egne erfaringer med politikere, kommunens fagfolk og repræsentanter for lokale fællesskaber.
-Det her er ikke en aften, hvor vi forventer, at der kommer færdige løsninger på bordet, og det er ikke nødvendigt at være klimaekspert. Vi vil gerne have mange forskellige stemmer med – også dem, der er nysgerrige, i tvivl eller bare gerne vil forstå, hvad vi kan gøre sammen, siger Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget.
Både Jakob Ville og Jørn Chemnitz deltager i arrangementet.
Arrangementet ‘Sammen om klimaet’ finder sted torsdag den 17. september klokken 19-21 på Kolding Bibliotek. Tilmelding på kolding.dk/klima17sep.
