Skip to main content

Kolding Netavis

8-årig i SFO-traume på Brændkjærskolen: Mor klager over svigtende sikkerhed

Elo Christoffersen
Brændkjærskolen i Kolding danner rammen om en alvorlig ulykkessag, hvor en 8-årig pige faldt ned fra et klatretræ i SFO-tiden. Foto: Elo Christoffersen.

En voldsom ulykke i SFO-tiden på Brændkjærskolen i Kolding har efterladt en børnefamilie i chok. En 8-årig pige faldt den 24. september 4-5 meter ned fra et klatretræ og blev i hast indlagt som traumepatient på sygehuset med mistanke om alvorlige skader på rygsøjlen. Ulykken har nu udløst en officiel klage. Skolelederen indrømmer, at procedurerne for alarm 112 skal undersøges grundigt.

KOLDING: Det var en helt almindelig eftermiddag i skolens SFO, der på få minutter udviklede sig til et sandt mareridt. Under leg lykkedes det den 8-årige pige at klatre højt op i et af skolens klatretræer. Her mistede hun grebet og styrtede fire til fem meter mod skovbunden.

Faldet var i sig selv voldsomt. Men det var de fysiske forhold direkte under træet, der efterfølgende har rystet pigens mor mest.

“Et rent mirakel, hun ikke blev spiddet”

Moderen, Kristina, som Kolding Netavis har valgt at anonymisere efternavnet på af sikkerhedshensyn, retter nu en særdeles skarp kritik mod skolens fysiske sikkerhed.

“Det er et rent mirakel, at min 8-årige datter ikke blev spiddet eller endte som lammet, da hun faldt de 4-5 meter ned fra klatretræet. Lige midt i skovbunden under træet stod en skarp, uafskærmet jernstang frit placeret. Sikkerheden på skolens arealer har fejlet fuldstændig”, fortæller Kristina til Kolding Netavis.

Tætte klatretræer og gråt metalhegn på legepladsen ved Brændkjærskolen i Kolding
Klatretræerne på skolen: Det var fra et af disse træer på skolens område, at den 8-årige pige mistede grebet og styrtede fire til fem meter mod jorden. Foto: Elo Christoffersen.

Kolding Netavis har selv besøgt ulykkesstedet på Brændkjærskolen. Vore billeder dokumenterer en fritstående rå jernstang, solidt plantet i jorden direkte under klatretræets grene.

Kaotisk akuthåndtering: Ringede ikke 112

Det er dog ikke kun de fysiske rammer i skolegården, der møder hård kritik fra moderen. Også medarbejdernes håndtering i minutterne efter det voldsomme fald har udløst en officiel klage til Kolding Kommune.

Da moderen ankom til skolen efter at være blevet kontaktet af personalet, fandt hun sin datter siddende i SFO’en i voldsomme smerter. Hun var placeret tilbagelænet i en sofa helt uden støtte i ryggen. Og uden at der på daværende tidspunkt var tilkaldt ambulance eller professionel akuthjælp til det svære fald. Ved siden af sad en pædagog, som ifølge moderen virkede påfaldende afslappet.

Da pigens eneste reaktion på moderens ankomst var at råbe i vilden sky, at ingen måtte røre hende, valgte moderen resolut selv at ringe 112.

“Da jeg ankom til skolen, fandt jeg min datter siddende i SFO’en i voldsomme smerter, uden at personalet havde ringet efter en ambulance eller ydet den rette akuthjælp. Hun sad bare tilbagelænet i sofaen ud i luften uden støtte i ryggen. Det var mig som mor, der i panik måtte ringe 112, hvorefter hun blev kørt afsted som traumepatient med mistanke om alvorlige skader på rygsøjlen”, forklarer Kristina.

Det var først under selve 112-opkaldet, da alarmcentralen spurgte ind til faldhøjden, at alvoren for alvor kom for dagens lys. Her oplyste SFO-pædagogen nemlig over for moderen, at den 8-årige pige var styrtet hele 4-5 meter ned fra træet og var landet direkte på ryggen på den bare jord blandt sten og grene.

Farlig uafskærmet jernstang i skovbunden direkte under klatretræ i SFO på Brændkjærskolen i Kolding
Skræmmende dokumentation: Den rå, uafskærmede jernstang står solidt plantet i jorden direkte under klatretræets grene, hvor den 8-årige pige styrtede ned. Foto: Elo Christoffersen.

Pigen blev efterfølgende udskrevet hen på aftenen efter en række grundige scanninger på sygehuset, men forløbet har sat dybe spor i familien.

“Jeg har valgt at sende en officiel klage til skoleledelsen og Kolding Kommune, fordi det her svigt ikke må ties ihjel. Jeg håber, at min advarsel her i Kolding Netavis kan råbe skolen op, så der bliver strammet op på procedurerne og sikkerheden med det samme, inden det går galt for andre børn”, siger Kristina.

Skoleleder: “Vi tager det meget alvorligt”

Kolding Netavis har forelagt moderens skarpe kritik for skoleleder på Brændkjærskolen, Ulla Weilmann Rasmussen. Hun beklager ulykken dybt og bekræfter, at den alvorlige hændelse nu har sat gang i en større intern gennemgang af både procedurer og fysiske rammer på skolen.

“Det er først og fremmest en meget ulykkelig hændelse. Et barn er kommet til skade, og vi kan godt forstå, hvis både pigen og hendes forældre har oplevet forløbet som både voldsomt og utrygt. Det gør indtryk på os, og vi ønsker selvfølgelig, at alle kommer bedst muligt igennem det”, fortæller Ulla Weilmann Rasmussen i et skriftligt svar til Kolding Netavis.

Skolelederen bekræfter direkte, at forvaltningen nu ser nærmere på, hvorvidt SFO-personalet burde have grebet telefonen og ringet til alarmcentralen langt tidligere i forløbet.

“Vi er selvfølgelig opmærksomme på spørgsmålet om, hvorvidt situationen burde have ført til et tidligere opkald til 112. Det er noget, vi ser nærmere på som en del af vores gennemgang af hændelsen. Ved alvorlige ulykker er udgangspunktet, at der skal ringes 112, og vi skal naturligvis sikre, at vores medarbejdere har tydelige retningslinjer for, hvordan de skal reagere i situationer som denne”, fastslår skolelederen.

Legeplads og hegn skal kigges efter

Hvad angår jernstangen under klatretræet, forklarer Ulla Weilmann Rasmussen, at skolens træer og arealer normalt gennemgås årligt af Kolding Kommunes entreprenørafdeling, men at ulykken nu giver anledning til at genoverveje sikkerheden på arealerne.

“En hændelse som denne giver naturligvis også anledning til, at vi ser på området og sikkerheden omkring det igen. Det samme gør sig gældende for legearealerne, der er underlagt årlige legepladstilsyn som alle andre kommunale legepladser. Hvis der efterfølgende viser sig at være forhold – fysisk eller i vores procedurer – som skal ændres, så skal vi selvfølgelig lære af det og handle på det. Det er blandt andet en del af det arbejde, der er i gang netop nu”, slutter skolelederen.

Redaktionel note og citatregler

Kolding Netavis gør opmærksom på, at moderen, Kristina, af hensyn til familiens private situation og sikkerhed ikke ønsker at medvirke i yderligere interviews eller give uddybende kommentarer til pressen. Eventuelle opfølgende spørgsmål til sagen henvises til skolen og kommunens forvaltning, mens øvrige medier henvises til at citere direkte fra nærværende artikel efter gældende regler om god presseskik.

Ophavsret og citatregler: Denne artikel og de tilhørende billeddokumentationer er beskyttet af lov om ophavsret og tilhører eksklusivt Kolding Netavis. Citater må udelukkende finde sted efter god presseskik og med tydelig, kildeangivet kreditering i form af et direkte, aktivt hyperlink til denne originale artikel på kolding-netavis.dk. Erhvervsmæssig brug eller elektronisk kopiering af billedmaterialet uden forudgående skriftlig aftale er strengt forbudt og vil medføre kontant afregning og fakturering efter gældende takster.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.