Brandvæsenet fra Kolding, Fredericia og Vejle kæmper onsdag aften mod en gårdbrand på Kolding Landevej. Kraftig røg driver mod øst. Politiet beder beboere lukke døre og vinduer.
GUDSØ: Onsdag aften klokken 18.15 indløb meldingen om en gårdbrand på Kolding Landevej i Gudsø mellem Kolding og Fredericia.
Brandstationen i Kolding er rykket ud til branden og får assistance fra brandstationer i Fredericia og Vejle, mens Stepping Frivillige Brandværn har vagten på brandstationen i Kolding, hvis der skulle komme andre udkald.
Sydøstjyllands Politi oplyser på X, at de sammen med brandvæsenet er til stede på stedet.
Ifølge politiet udvikler branden kraftig røg, der driver i østlig retning.
“Hvis man befinder sig i røgfanen, skal man lukke døre og vinduer samt slukke for ventilation”, lyder opfordringen fra politiet.
Branden er opstået i en af bygningerne tilknyttet Gudsø Vandmølle. Der er på nuværende tidspunkt ikke fare for, at ilden spreder sig til de øvrige bygninger.
Som følge af branden er Kolding Landevej spærret for trafik. Politiet anmoder trafikanter om at finde alternative ruter.
Kolding Netavis følger udviklingen…





