Minister ønsker flere uddannede inden for cybersikkerhed: Kolding er allerede i gang.
KOLDING: Danmark skal uddanne mange flere mennesker inden for cybersikkerhed. Det er en del af det moderne forsvar af Danmark.
Sådan lyder det fra Lisbeth Bech-Nielsen, minister for samfundssikkerhed og beredskab (SF).
Ministerens udmelding kommer i forbindelse med DR’s aktuelle omtale af EM i cybersikkerhed og efter, at Styrelsen for Samfundssikkerhed i september hævede trusselsniveauet for destruktive cyberangreb til »høj«.
Hybridkrig og et voksende trusselsbillede har gjort udviklingen af cybertalenter til en politisk prioritet. EM i cybersikkerhed, der finder sted i uge 42, har netop til formål at skabe opmærksomhed om faget blandt unge.
IBA i Kolding er allerede i gang
I Kolding flugter udviklingen allerede med ministerens dagsorden.
Efter sommerferien bød IBA Erhvervsakademi Kolding velkommen til det første hold studerende på professionsbacheloruddannelsen i cybersikkerhed.
“Uden de rette kompetencer er selv den dyreste firewall ikke meget værd. På IBA er vi kommet godt fra start med vores uddannelse i cybersikkerhed. Men vi skal have langt flere med. Og det kræver, at uddannelse får en langt større plads i debatten om Danmarks digitale sikkerhed. For vi kan ikke købe os til alle løsninger. Nogle skal vi uddanne os til”, fortæller IBA’s rektor, Carsten Vikkelsøe, i en pressemeddelelse.
Gratis øvelse: Hele Danmark Øver mod hackerangreb
Senere på måneden er IBA også vært for Hele Danmark Øver, som er en landsdækkende beredskabsøvelse, hvor deltagerne skal reagere på et simuleret hackerangreb.
Alle virksomheder og organisationer kan tilmelde sig den tre timer lange øvelse, som foregår den 27. oktober på IBA. Det er gratis at deltage, når man tilmelder sig via øvelsens hjemmeside.

