To biler stødte sammen under køkørsel lørdag formiddag på Sønderjyske Motorvej ved Hylkedal. Uheldet gav lang kø i sydgående retning. Men ingen kom til skade.
KOLDING/HYLKEDAL: Lørdag klokken 9.34 skete der et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved bakken ved Hylkedal ved Kolding.
Det oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, til Kolding Netavis.
Der var tale om et uheld i forbindelse med køkørsel. En personbil, der kørte i sydlig retning, påkørte en anden personbil under lav fart.
Både ambulance og politi blev sendt til stedet.
Uheldet gav trafikale problemer og længere kø på E45 i sydgående retning lørdag formiddag.
Ifølge vagtchefen er der ingen personskade.





