Skip to main content

Kolding Netavis

Sur smiley og bøde på 10.000 til restaurant Over Aaen

Elo Christoffersen
Fødevarestyrelsen har givet Restaurant Over Aaen i Kolding en sur smiley og en bøde på 10.000 kr. efter fund af skimmel i ismaskiner. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Fødevarestyrelsen fandt sorte belægninger af formodet skimmel i ismaskiner og kølerum hos Restaurant Over Aaen i Kolding. Det udløste sur smiley, bøde på 10.000 kroner og skærpet tilsyn. Restauranten er tavs.

KOLDING: Et opfølgende kontrolbesøg hos Restaurant Over Aaen i Kolding er endt med den hårdeste sanktion fra Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsens tilsynsførende rykkede ud til restauranten i Søndergade for at følge op på en tidligere indskærpelse. Men forholdene var ikke bragt i orden – tværtimod. Det fremgår af kontrolrapporten.

Besøget udløste en sur smiley og et administrativt bødeforlæg på 10.000 kroner.

Sorte belægninger i ismaskiner og kølerum

Ifølge den officielle kontrolrapport, som Kolding Netavis har set, er det særligt rengøringen af kølefaciliteter, der har udløst bøden.

“I kølerum i stueetage fremstår overflader flere steder med sorte og grønne belægninger af formodet skimmel på hylder, reoler, ved blæsere samt på bagvæg. Isterningsmaskine i stueetage fremstår med gule belægninger af kalk samt med sorte belægninger af formodet skimmel”, skriver Fødevarestyrelsen i rapporten.

Problemerne var ikke kun i stueetagen.

“Isterningsmaskine i køkkenet på 1. sal fremstår med sorte belægninger af formodet skimmel”, står der videre. Myndighederne oplyser, at de har taget billeder af forholdene under besøget.

Vaskede råvarer i opvasken

Udover skimmel i ismaskinerne fik Restaurant Over Aaen også en indskærpelse for manglende produktionsvaske.

Fødevarestyrelsen konstaterede, at der kun var to vaske i hele køkkenet – en håndvask og en vask kun beregnet til opvask, der under hele besøget var fyldt med beskidt service.

Det betød, at køkkenpersonalet måtte skylle frugt, grønt og vaske hænder samme sted, som der blev vasket op.

“Anvendelse af kun en vask, der oprindeligt er beregnet til opvask, og som under hele kontrolbesøget var fyldt med opvask, er ikke tilstrækkelig”, fastslår Fødevarestyrelsen.

Over Aaen tavs efter sur smiley

Den sure smiley og bøden betyder, at Restaurant Over Aaen nu kommer under skærpet, gebyrbelagt tilsyn. Det betyder, at Fødevarestyrelsen kommer på flere uanmeldte besøg, indtil forholdene er bragt i orden.

Kolding Netavis har tirsdag forsøgt at få en kommentar fra ledelsen hos Restaurant Over Aaen om skimmelfundene, de manglende produktionsvaske og bøden. Det har dog ikke været muligt at få et svar fra restaurantens ledelse inden artiklens udgivelse.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.