Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), borgmesterkandidat og byrådsmedlem, Vestervang 27, 6000 Kolding.
Læserbrevet fra Kolding Kan Mere før påske kalder på dialog. Men det er en invitation med præmisser. For bag ønsket om samtale ligger en fortælling, der allerede er skrevet færdig: En fortælling om, hvem der har forstået byen – og hvem der står i vejen for udviklingen.
Det skal vi kunne tale ærligt om.
Jeg har stor respekt for engagement, og jeg deler ønsket om, at Kolding skal mere. Men det er også tydeligt, at ambitionsgruppen bag Kolding Kan Mere har valgt en strategi, hvor de forsøger at sætte rammen for samtalen og placere sig selv i rollen som dem, der “bare gerne vil noget godt”.
Det gør de med et flot sprog om fællesskab og åbenhed – men også med en undertone af mistillid, beskyldninger og snedigt plantede spørgsmål om, hvilke politikere man “kan stole på”.
Det er både uærligt og skadeligt for den tillid, som lokalpolitik bygger på.
Jeg tror, mange borgere godt kan gennemskue, hvad det er, der foregår:
Man efterlyser transparens, men lancerer en færdig masterplan, som forventes at blive til virkelighed.
Man opfordrer til dialog, men forventer tilslutning.
Man siger, man ønsker samarbejde – men indleder med at så tvivl om byrådets og havnebestyrelsens motiver og forvaltning af roller.
Det er ikke dialog. Det er iscenesat legitimering.
Jeg vil gerne medgive, at vi i byrådet – og i forvaltningen – ikke er lykkedes godt nok med at kommunikere de langsigtede planer og strategier for byens udvikling. De findes, de er gode, og de fortjener mere synlighed.
Men det betyder ikke, at man frit kan tage de samme planer, pakke dem ind i nyt design og præsentere dem som sit eget visionsudspil. Det skaber ikke klarhed – det skaber forvirring. Og det bygger ikke bro – det skaber afstand.
Som byrådsmedlem tager jeg det alvorligt, når nogen åbent insinuerer, at man som politiker med flere kasketter ikke kan skelne mellem dem. Det er en grov underkendelse af den integritet og ansvarsfølelse, langt de fleste lokalpolitikere går til deres arbejde med. At kalde det en dobbeltrolle, som ikke kan forvaltes med redelighed, er en anklage forklædt som bekymring.
Og når man samtidig bruger en tragisk hændelse – som branden på skrotpladsen – som retorisk afsæt for at fremme sine egne udviklingsønsker, så får man ikke dialog. Man får modstand.
Og det er ærgerligt. For ja – vi skal udvikle Kolding. Ja – vi skal samtale. Men ægte samtaler kræver, at vi møder hinanden uden færdige konklusioner. De kræver ydmyghed, nysgerrighed og respekt for, at kloge og ansvarlige mennesker godt kan se forskelligt på, hvad der er bedst for byen.
Udvikling er ikke et løbebånd, vi bare skal springe op på. Udvikling er noget, man skaber med mennesker – ikke for dem. Derfor skal der være plads til både kultur og erhverv, både byliv og arbejdspladser. Og derfor stiller vi os kritiske over for en fortælling, hvor boligbyggeri på havnen ikke længere er til debat – men pludselig er blevet en sandhed, der bare mangler at blive ført ud i livet.
Vi er ikke modstandere. Vi er ikke langsomme. Vi er bare grundige. Fordi Kolding fortjener det.
Så tak for opfordringen til dialog. Her er mit svar:
Lad os tage den. Men lad os starte den et sted, hvor samtalen ikke allerede er forudbestemt.
Kolding kan mere – men det kræver, at vi også kan mere med hinanden end strategisk spin og subtile stikpiller. For tillid skabes ikke af dem, der siger, de vil lytte – men af dem, der rent faktisk gør det.
