Kolding får milliontilskud for indsats i grøn omstilling – lokalsamfundene skal mærke gevinsten, fortæller det lokale folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF).
Kolding er blandt landets topscorere i grøn omstilling: Kolding hører til blandt landets største modtagere af tilskud fra regeringen i 2027 for deres arbejde med grøn energi. Kolding får godt 16,3 millioner kroner, mens Vejle modtager omkring 14 millioner kroner. Kun kommunerne Lolland og Syddjurs får større beløb, oplyses det i en pressemeddelelse.
Tilskuddene gives som anerkendelse af kommunernes store indsats med opstilling af vindmøller og solceller, som hjælper Danmark med at producere mere grøn energi.
SF’s rets- og landdistriktsordfører, Karina Lorentzen fra Kolding, glæder sig over, at de to sydjyske kommuner bliver belønnet for deres indsats:
-Kolding og Vejle viser, at den grønne omstilling ikke kun sker i de største byer. Det er lokalsamfundene, der mærker vindmøller og solceller i landskabet, og derfor skal gevinsten også komme dem til gode. Pengene kan bruges til at styrke både velfærd og lokal udvikling, siger hun i pressemeddelelsen.
Karina Lorentzen understreger samtidig, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis den sker i samarbejde med lokalsamfundene:
-Hvis Danmark skal blive fri for fossile brændsler, skal vi have mere vedvarende energi. Men folk skal også føle, at de får noget tilbage. Når kommuner som Kolding og Vejle tager ansvar, skal det kunne mærkes i deres økonomi.
Tilskuddene fordeles ud fra kommunernes samlede bidrag til den grønne energi – både fra nye og eksisterende vind- og solenergianlæg. I alt fordeles 208,7 millioner kroner mellem 40 kommuner i 2027.


