Skip to main content

Kolding Netavis

KIF videre i pokalen

Elo Christoffersen
KIF Kolding videre til 1/8-finalen i pokalturneringen. Foto: KIF Kolding.

KIF Koldings mandlige ligahold er videre til 1/8-finalen i pokalturneringen efter en solid sejr torsdag aften.

KIF-drengene vandt 28-39 ude over Vejle Håndboldklubs 2. divisionshold i DGI Huset i Vejle. Ved pausen førte KIF 14-21.

SF Kolding

Bang med flyvende start

Kampen startede med masser af tempo i begge ender. I KIF-målet leverede Victor Bang en stærk præstation med fire redninger inden for de første fem minutter – heraf én på straffekast. Det skriver KIF Kolding på deres hjemmeside.

Efter 14 minutter var stillingen 8-8. Så tog KIF-træner Anders Eggert timeout, og det gav pote. KIF fik bedre fat i forsvaret og trak fra til 8-11.

Med stærke scoringer fra højre back Kristoffer Vestergaard og flere kontramål af Sebastian Bertelsen på højre fløj bragte KIF sig afgørende foran inden pausen.

Storm lukkede af

I starten af anden halvleg byttede holdene mål, og Vejle fik reduceret KIFs føring fra syv til fire mål.

Da Rasmus Storm kom i gang i KIF-målet, blev den solide føring genoprettet. Ti minutter før tid førte KIF 24-32, og i slutfasen blev forspringet yderligere udbygget.

Solid holdpræstation

Hos KIF var der tale om en solid holdpræstation – måske ikke prangende, men absolut mere end godkendt.

Der var stærke individuelle præstationer af Sebastian Bertelsen, Mads Kragh Thomsen, Hjalte Langmack, Kristoffer Vestergaard, Mathias Kragh og de to målmænd Victor Bang og Rasmus Storm.

Topscoererne Cornelius Kragh og Viktor Ahlstrand holdt sig tilbage i målprotokollen. Kragh scorede usædvanligt slet ikke, men var vigtig i opspillet, mens Ahlstrand satte fart og leverede flere målgivende afleveringer.

Ros til Vejle

Vejle HK leverede kvalificeret modstand og seværdig håndbold. Holdets største profil er Jacob Kühne med fortid i KIF – en intelligent og skudstærk playmaker. Også højre back Simon Madsen og unge målmand Mads Juncker imponerede for hjemmeholdet.

Perfekt optakt til ligaen

For KIF var pokalkampen perfekt optakt til næste uges ligapremiere.

Onsdag klokken 19 kommer Skive fH på besøg i AL Sydbank Arena til et opgør mellem sidste sæsons to oprykkere – en uhyre vigtig kamp, hvor KIF-drengene har brug for solid opbakning.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: