Skip to main content

Kolding Netavis

Ny Parasport Match i Kolding skal hjælpe flere med handicap ind i fritidslivet

Elo Christoffersen
KIF Kolding, Parasportrådet og Parasport Danmark inviterer til den første Parasport Match i AL Sydbank Arena 14. november. Foto: Lasse Lagoni (Arkivfoto)

Nyt samarbejde skal hjælpe flere med handicap ind i fritidslivet. Til november inviterer KIF Kolding, Parasportrådet og Parasport Danmark til den første Parasport Match i Kolding med gratis håndbold.

KOLDING: Hvordan finder man den fritidsaktivitet, der passer til netop én selv?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for et nyt samarbejde mellem KIF Kolding, Parasportrådet i Kolding og Parasport Danmark.

Lørdag den 14. november inviterer de for første gang til Parasport Match i AL Sydbank Arena.

Mere end idræt

Parasport Match er en ny årlig begivenhed, der skal synliggøre lokale idræts- og fritidsmuligheder for børn, unge og voksne med handicap og særlige behov.

Før ligakampen mellem KIF Kolding og TMS Ringsted åbnes arenaen for en aktiv oplevelse, hvor man kan møde lokale foreninger, prøve forskellige aktiviteter og få vejledning.

“Parasport Match handler ikke kun om idræt. Det handler om fællesskab, trivsel, nye relationer og om at finde en aktivitet, der skaber glæde og mening i hverdagen”, fortæller René Budde Gade, formand for Parasportrådet i Kolding, i en pressemeddelelse.

Kolding kan vise vejen

Hos Parasport Danmark ser man Kolding som et eksempel til efterfølgelse.

“Idræt og sociale fællesskaber fremmer både livskvalitet og sundhed. Derfor er vi glade for at være en del af et samarbejde, der gør det lettere at opdage og afprøve mulighederne i Kolding. Vi ser et stort potentiale i at udbrede det til andre kommuner”, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

Håndbolden samler mennesker

Hos KIF Kolding vil man bruge klubbens platform til at skabe fællesskab.

“KIF Kolding er meget mere end håndbold. Vi er en del af lokalsamfundet, og vi ønsker at bruge vores kampe og arena til at samle mennesker”, fortæller Christian Klamer, marketing- og turneringsansvarlig i KIF Kolding.

Alle tilmeldte deltagere, familier og ledsagere får gratis adgang til ligakampen mellem KIF Kolding og TMS Ringsted bagefter.

FAKTA: Parasport Match i Kolding

  • Hvad: Parasport Match – ny årlig kom-og-prøv-dag for idræt og fritid for mennesker med handicap
  • Hvornår: Lørdag 14. november 2026 kl. 13.00-15.30 – kamp kl. 16.00
  • Hvor: AL Sydbank Arena, Kolding
  • Hvem: Børn, unge og voksne med handicap eller særlige behov, familier og ledsagere
  • Prøv: Håndbold, fodbold, volleyball, frame running, dart, hockey, boccia og kørestolsfodbold
  • Pris: Gratis deltagelse inkl. gratis adgang til KIF Kolding – TMS Ringsted for tilmeldte
  • Arrangører: Parasportrådet i Kolding, Parasport Danmark og KIF Kolding
  • Tilmelding: www.kolding.dk/parasportmatch
  • Registration Form

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    og modtog nyheder direkte i din indbakke.