1481 tilskuere i AL Sydbank Arena så KIF Kolding føre med fem mål mod Skjern, inden gæsterne vendte kampen til 35-42. Dagens Man of the Match blev Hjalte Langmack, men cheftræner Anders Eggert mener KIF var tæt på.
KOLDING: 1481 tilskuere i AL Sydbank Arena så et godt kæmpende KIF-mandskab tabe 35-42 til Skjern Håndbold lørdag eftermiddag efter 19-20 ved pausen.
KIF Kolding fik den start, de havde håbet på. Fra 6-6 trak hjemmeholdet fra til 13-9 og senere 18-13 efter stærke aktioner fra Hjalte Langmack og Cornelius Kragh. I de første 24 minutter stod KIF-forsvaret stærkt. Og debutanten Simon Sejr fik en fin start i KIF-målet.
Seks minutter før pausen knækkede kampen. Skjern vandt de sidste seks minutter af første halvleg med 7-1. For at gøre ondt værre fik KIF’s højre back Kristoffer Vestergaard direkte rødt kort få sekunder før pausen, da dommerne vurderede, at han havde ramt en modstander i ansigtet. Det skriver KIF Kolding på deres hjemmeside.
Dermed havde KIF Kolding kun tre reelle bagspillere at gøre godt med i anden halvleg.
Stolpe ud blev straffet prompte
Gæsterne gik fra 20-19 til 26-22 i de første minutter efter pausen.
KIF-drengene kæmpede sig tilbage til 27-25 efter otte minutter af anden halvleg, men manglede marginalerne. Fem-seks afslutninger på træværket i anden halvleg blev prompte straffet med kontrascoringer af Skjern, der lige nu har en større bredde og en knivskarp kontrafase.
“Ja, jeg synes egentlig, at der er mange ting, der er godkendte i kampen. Vi rammer rigtig meget. Vi rammer til gengæld ikke vores returløb godt nok de gange, vi laver fejl”, siger Anders Eggert til Kolding Netavis.
“Jeg må sige, at Skjern var gode til at straffe os på alt, hvad vi lavede af fejl. Jeg synes faktisk, at der er mange ting, der lykkedes. Sådan var det faktisk også i anden halvleg. Jeg synes det mere er marginalerne, der afgør kampen. Mere end hvad scoren viser”, forklarer cheftræneren.
“Jeg tror, at de har fire scoringer med armen oppe. Ja, det bliver minus syv til sidst. Det er, hvad det er. Jeg synes, at vi er tæt på”, siger Eggert.
KIF-drengene skal have stor ros for at blive ved med at kæmpe. Dagens Man of the Match for KIF Kolding blev Hjalte Langmack.
Nu venter en svær udekamp i Aalborg om en uge.
“Jeg glæder mig altid til at spille håndbold. Jeg synes, at det er pisse sjovt, det her. Vi fortsætter med at arbejde. Jeg synes, at vi bliver bedre dag for dag. Det her var endnu et skridt i den rigtige retning”, siger Anders Eggert til Kolding Netavis.
“Så kommer der de der huller. De kommer, og dem skal vi bare have væk”, slutter Anders Eggert.
Se billederne øverst i artiklen…





































