KIF Kolding har fundet sin nye direktør for KIF Håndbold Elite. Valget er faldet på et velkendt ansigt i egne rækker. Og efter måneder som konstitueret overtager 52-årige Mads Aarestrup nu permanent direktørposten med virkning fra dags dato.
KOLDING: KIF Håndbold Elite har sat navn på den fremtidige ledelse. Efter en periode som konstitueret direktør siden sommerferien er 52-årige Mads Aarestrup nu udnævnt som permanent direktør for klubben. Han overtager ansvaret for den daglige drift i Sydbank Arena med øjeblikkelig virkning.
Mads Aarestrup kommer med et indgående kendskab til organisationen. Han har gennem mange år haft en tæt tilknytning til KIF Kolding, blandt andet som tidligere formand. Han bringer desuden stærke lokale relationer og en solid kommerciel baggrund med sig i en tid, hvor klubben arbejder målrettet på at styrke organisationen og sikre en sund økonomi.
Formand peger på styr på økonomien
Beslutningen er truffet af bestyrelsen, der har oplevet en løsning som fungerer rigtigt godt i de seneste måneder.
Bestyrelsesformand Kim Møller Jensen glæder sig over, at den permanente løsning er fundet internt. Det siger han i en pressemeddelelse fra KIF Kolding.
“Efter at Mads har beklædt rollen som konstitueret direktør siden sommerferien, er det blevet klart for begge parter, at det er en løsning som fungerer rigtigt godt. Vi har i bestyrelsen oplevet at Mads lever op til vores mål om at have styr på økonomien, og sikre at KIF Kolding er et godt sted for alle”, siger Kim Møller Jensen.
Han fremhæver, at Mads Aarestrup er et produkt af KIF og har tilbragt store dele af sit liv i klubben. Og at det gode netværk i og omkring klubben har været ekstremt vigtigt i udvælgelsen. Det gælder relationerne til både frivillige, trænere, tilskuere, sponsorer og øvrige samarbejdspartnere, som skal være med til at sikre optimale rammer for gode håndboldoplevelser i Sydbank Arena.
Vil bringe ny energi til klubben
For den nye direktør er udnævnelsen noget helt særligt, da KIF Kolding har været en stor del af hans liv gennem mange år.
“KIF Kolding har været en stor del af mit liv. Derfor betyder det selvfølgelig også noget helt særligt at få muligheden for at stå i spidsen for klubben. Jeg har gennem de seneste måneder fået et endnu større indblik i både mulighederne og de udfordringer, vi står overfor”, fortæller Mads Aarestrup.
“Nu handler det om at holde momentum i den igangsatte strategi”, tilføjer han.
Strategien for arbejdsmiljø og økonomi kræver hårdt arbejde hver eneste dag. Og med dybt kendskab til klubben, byens puls og dansk håndbold er han overbevist om, at KIF Kolding kan flyttes i en positiv retning med ny energi og friske øjne, så byens sportslige vartegn bliver endnu stærkere både nu og i fremtiden.
Med Mads Aarestrup som direktør får KIF Kolding kontinuitet i den daglige ledelse. Og fokus er fortsat på at skabe en økonomisk og organisatorisk bæredygtig klub. Som følge af tiltrædelsen fortsætter Kim Møller Jensen som bestyrelsesformand i KIF Håndbold Elite, en formandspost han overtog, da Mads Aarestrup tidligere varetog den.

