Lizbeth, der oprindeligt stammer fra Kolding, var først i Danmark med hudpleje med CBD. Nu får hun Jesper Buch som medinvestor efter TV-succes.
Jesper Buch investerer i hudpleje med CBD: Ægteparret Lizbeth Falk og Allan Falk Gamborg står bag Danmarks første hudplejeserie med naturligt CBD fra hampeplanter. Vejen til succes har budt på både myndighedskrav, coronanedlukning og censur fra sociale medier.
Men torsdag aften kulminerede rejsen, da Lizbeth – født og opvokset i Kolding, men i dag borg i Skandeborg, kunne forlade DR-programmet Løvens Hule med en investering fra Jesper Buch. Han er født og opvokset i Vamdrup – og boede senere i Kolding.
De er opvokset i samme by og gik senere på samme handelsskole. Og nu forenes de i professionelt regi.
Hudcreme blev lanceret i 2019
Parret lancerede i 2019 som de første i Danmark hudcreme med det aktive stof CBD, der udvindes af hampeplantens blade. Produktet, udviklet i samarbejde med hudplejespecialister, blev godkendt som kosmetik efter en seks måneder lang proces hos de danske myndigheder. Lanceringen i Matas blev dog hårdt ramt af coronanedlukninger, der gjorde det svært at præsentere produkterne for butikkerne.
I 2021 omlagde parret salget til egen webshop, men mødte nye barrierer, da Meta blokerede NatureCells Facebook- og Instagram-konti. Det skete formentlig på grund af logoets hampeblad. Udfordringerne gjorde, at Allan overvejede at opgive, men Lizbeth insisterede på at fortsætte.
-Vi fik så mange positive tilbagemeldinger fra glade kunder, at jeg ikke ville give op. Jeg følte en pligt til at kæmpe for forbrugerne, der ikke kunne få adgang til et naturligt, myndighedsgodkendt produkt, fortæller Lizbeth Falk i en pressemeddelelse.
Betydelig vækst
Siden da har NatureCell oplevet betydelig vækst med over 460 TrustPilot-anmeldelser og en omsætning på lidt over fire millioner kroner i 2025 – en fordobling i forhold til året før. Den nye investering fra Jesper Buch på 375.000 kroner, som giver ham en ejerandel på 15 procent, skal bruges til at styrke organisationen og udvide markeder, særligt mod Tyskland.
Jesper Buch roser parrets indsats:
-Lizbeth og Allan har allerede bygget en sund forretning op med stor kundetilfredshed. Jeg glæder mig til at udvikle forretningen i fællesskab og sætte Kolding på landkortet.
Med Jesper Buchs investering og det øgede fokus forventer NatureCell at cementere sin position som markedsleder i Danmark og vokse yderligere på det europæiske marked for CBD-hudplejeprodukter.
