Læserbrev af Kalle Busch, Kolding – medlem af 3F og sekretær i Faglige Seniorer Kolding.
Demokratiet lever af oplyste borgere. Derfor er det et stort problem, når væsentlige historier ikke får den fortjente opmærksomhed i de store medier. Gennem længere tid har Netavisen Pios gravergruppe afdækket en række kritiske forhold omkring Det Faglige Hus. Disse sager burde efter min mening have ført til langt større interesse fra både medier og offentlighed.
Historierne handler ikke kun om almindelig fagforeningspolitik. De beskriver også mistænkelige selskabskonstruktioner, ejendomshandler og forhold, som har fået både Arbejdstilsynet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til at reagere. Alligevel har de fleste store medier valgt ikke at gå sagen efter i sømmene. Det mest bemærkelsesværdige er dog ikke selve afsløringerne. Det er derimod den efterfølgende tavshed.
Hvorfor har så få af de store landsdækkende medier fundet anledning til selv at grave videre i sagen? Jeg har ingen problemer med, at medier har en politisk profil. Det har de altid haft. Men jeg mener ikke, at vores demokrati er tjent med, at næsten hele den etablerede medieverden ser samfundet gennem de nøjagtig samme ideologiske briller. Forskellige holdninger styrker demokratiet, mens ensartede vinkler bestemt ikke gør det.
Det bekymrer mig dybt, at så omfattende afsløringer kan få så forsvindende lidt opmærksomhed i de store mediehuse. Hvis en historie af denne størrelse ikke får journalister andre steder til at grave videre, må vi spørge os selv, om der er noget helt galt med den måde, pressen fungerer på. Vi i arbejderbevægelsen har dog også et stort ansvar selv.
Sandheden er, at vi i årtier har været villige til at bruge millioner på kampagner, mens vi i langt mindre grad har investeret i stærke medier. Resultatet er et mediebillede, hvor borgerlige synspunkter fylder massivt, mens arbejderbevægelsens perspektiv ofte henvises til nichemedier. Jeg mener, at vi heri har en del af forklaringen på, at den traditionelle fagbevægelse med udpræget medlemsdemokrati har oplevet medlemstilbagegang.
Tilbagegangen er sket til gavn for forretningen Det (U)Faglige Hus, hvor medlemsdemokratiet ifølge gravergruppen slet ikke eksisterer. Jeg mener også, at vi i arbejderbevægelsen betaler prisen for den forsømmelse i dag. Når vi ikke selv prioriterer medier med gennemslagskraft, overlader vi dagsordenen til andre. Så bliver det andre, der afgør, hvilke historier offentligheden skal kende, og hvilke der kan ties ihjel.
Lige om lidt skal jeg til generalforsamling i mit 3F. Jeg er ikke længere en aktiv del af arbejdsmarkedet, men jeg er stadig en del af det fællesskab, som gennem den danske model har skabt ordnede forhold, vækst og en grad af tillid, som vækker respekt langt uden for Danmarks grænser. Pressen ynder ofte at kalde sig den fjerde statsmagt. Med den rolle følger også et samfundsansvar.
Det er et ansvar for at holde magthavere, organisationer og økonomiske interesser op på deres handlinger, uanset hvem de er. Det gælder også, når historien kommer fra et medie, man normalt ikke deler holdninger med. Det skylder I befolkningen.
