Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens/byrådsmedlem.
Energiparken ved Farris er efter min mening en rigtig dårlig ide. Og det er borgerne og hele lokalområdet, der risikerer at blive de helt store tabere.
De kompensationer, som boligejerne bliver stillet i udsigt, står efter min opfattelse slet ikke mål med de værditab, deres ejendomme risikerer at blive ramt af.
Men det handler om langt mere end penge.
Det handler om menneskers hjem, deres livskvalitet og fremtiden for et helt lokalsamfund. For hvad sker der med Farris, hvis folk begynder at flytte væk? Hvis nye familier fravælger området? Hvis grundlaget for lokale forretninger, erhvervsliv, skoler og daginstitutioner langsomt forsvinder?
Og hvad betyder det på længere sigt for Kolding Kommunes skatteindtægter?
Det er konsekvenser, vi som politikere er nødt til at tage alvorligt.
Ja, energiparken kan bidrage til den grønne omstilling. Men for hvilken pris? Og hvem skal betale den?
Energiselskaberne kan stå tilbage med en økonomisk gevinst, mens borgerne risikerer at stå tilbage med forringede levevilkår, faldende boligværdier og et lokalsamfund under pres.
Vi skal ikke gennemføre grøn omstilling ved at ofre lokalsamfund, vi samtidig ønsker at bevare og udvikle.
For mig handler politik om mennesker før projekter.
Derfor er min holdning fortsat helt klar:
Nej til energiparken ved Farris.


