Kolding Kommune uddeler 1,37 millioner kroner fra Energi- og bygningsrenoveringspuljen til idrætsfaciliteter i hele kommunen for bedre rammer om fællesskaber.
KOLDING KOMMUNE: For anden gang i år sender kommunen et millionbeløb ud til idrætslivet. Fritids- og Idrætsudvalget har besluttet at uddele 1.374.800 kroner fra Energi- og bygningsrenoveringspuljen. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Bag investeringerne står et ønske om at passe på de steder, hvor børn, unge og voksne mødes om sport og fællesskaber.
Pengene skal blandt andet gå til automatisk varmestyring i en hal og ny styretavle i en svømmehal med 50.000 årlige besøgende.
“Idrætsfaciliteter er mere end fire vægge og et gulv. Det er steder, hvor børn får holdkammerater, og voksne mødes om fælles interesser. Med puljen kan vi hjælpe haller og foreninger med nogle af de investeringer, der er nødvendige for, at de også i fremtiden kan være gode samlingssteder”, fortæller Jonas Kallan Langvad (V), formand for Fritids- og Idrætsudvalget, i pressemeddelelsen.
MERE OM FRITID I KOLDING
Varmestyring skal spare 25 procent i Parkhallen
Tilskuddet betyder, at Parkhallen i Kolding kan udskifte den manuelle regulering af varmen med automatisk varmestyring. Hallen forventer at reducere varmeforbruget med 20 til 25 procent.
“Først og fremmest er vi enormt glade for at få tilskuddet. Med automatisk varmestyring kan vi opnå en besparelse, som både gavner økonomi og klima. Løsningen sikrer, at vi kan bruge energien klogere”, siger Allan Skov, der er leder af Parkhallen.
Kolding Kommune har uddelt midler fra puljen siden 2024. Alene i år er der uddelt 2.667.649 kroner. Den nye runde er den anden uddeling i år.
Her lander millionerne i hele kommunen
Pulje til idræt fordeler sig på 12 projekter i hele kommunen. Akturum får 112.000 kroner til varmtvandsanlæg i Forum Kolding og 71.000 kroner til ny styretavle i Kongeåbadet i Vamdrup.
Pulzion får 64.800 kroner til nye døre og vinduespartier i omklædning. Lunderskov Hallen får 128.000 kroner til udskiftning af tagpap. KFUM-Spejderne i Stepping får 102.000 kroner til nye vinduer og døre i spejderhytte.
Kolding Ketchercenter får 50.000 kroner til modernisering af café. AL Sydbank Arena får 319.000 kroner til batterianlæg. Parkhallen får 51.000 kroner til automatisk varmestyring.
Arena Syd i Vamdrup får 112.000 kroner til lysarmaturer. Nr. Bjært/Strandhuse IF får 50.000 kroner til beachbane. Judo & Jiu-Jitsu Klubben Tomoe får 65.000 kroner til gulvbelægning. Dalby GF får 250.000 kroner til multifunktionelle depoter.

