Skip to main content

Kolding Netavis

60 år med små fællesskaber og stor betydning

Elo Christoffersen
Iben Lehmann Rasmussen (SF). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding / formand for Børn, Skole og Familieudvalget samt Niels Henning Bladt (V), Kolding / næstformand for Børn, Skole og Familieudvalget.

I dag fylder Dagplejen i Kolding Kommune 60 år. Det er værd at fejre. For tænk på, hvor mange børn og familier der gennem seks årtier har haft en dagplejer som en vigtig del af deres liv.

Stig Rossen Julekoncert 2026

Der er noget særligt ved dagplejen. Den hjemlige ramme, det lille børnefællesskab og den tætte relation til en voksen, som kender både barnet og familien. En voksen, der ved, hvornår der er brug for en hånd at holde i, et skub til at prøve selv eller bare tid og ro til at være lille.

Bag den trygge hverdag ligger også et stort fagligt ansvar. Dagplejere skal kunne se det enkelte barns behov, understøtte udvikling og skabe gode fællesskaber. Det kræver pædagogisk indsigt, selvstændighed og dømmekraft. Og det kræver mennesker, der hver eneste dag engagerer sig i andre menneskers børn.

Når forældre afleverer deres barn, viser de en enorm tillid. Den tillid er noget af det mest værdifulde, vi har i vores dagtilbud.

Gennem 60 år har dagplejen været en del af Koldings historie. Generationer af børn har taget deres første skridt ud i verden her, og mange familier husker stadig den dagplejer, der gjorde en forskel.

Dagplejen er også i dag en vigtig del af vores samlede dagtilbud. Den giver familier mulighed for at vælge en hverdag med små børnefællesskaber, nærvær og trygge relationer.

Som formandskab for Børne-, Skole- og Familieudvalget vil vi gerne sige tak til alle nuværende og tidligere dagplejere og til alle, der har været med til at udvikle dagplejen gennem årene.

Tak for jeres faglighed, omsorg og engagement. Og for alle de små øjeblikke, der får stor betydning i et barns liv.

Hjerteligt tillykke med de 60 år!

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: