Ida Marie Kvist er udnævnt som ny U16-cheftræner i Kolding IF.
Her er Kolding IF’s nye U16-cheftræner: Kolding IF styrker sit talentarbejde på pigeakademiet og har udpeget Ida Marie Kvist som ny cheftræner for U16-holdet. Det oplyser klubben på deres hjemmeside.
Ida Marie Kvist tiltrådte klubben i vinter og har indtil nu fungeret som både transitionstræner og assistenttræner for A-Liga, hvor hun har haft stor betydning for spillerne i overgangen mellem ungdoms- og seniorfodbold samt bidraget til at løfte træningsniveauet.
I sin nye rolle får Ida Marie Kvist et udvidet ansvar for talentudviklingen på pigeakademiet, hvor fokus ligger på både sportslig og personlig udvikling i en afgørende fase af de unges fodbolduddannelse.
Akademichef Anja Skytte roser den engagerede træner:
-Ida har i løbet af det sidste halve år vist stor udvikling og styrket sine kompetencer markant. Hun arbejder målrettet med relationsarbejde, hvilket tydeligt kommer til udtryk i samarbejdet med vores unge spillere. Vi ser frem til at se Ida tage ansvar som cheftræner og skabe gode udviklingsmuligheder for både hold og enkeltspillere.
Selv ser Ida Marie Kvist udnævnelsen som et vigtigt skridt i sin trænerkarriere:
-Jeg har nydt min rolle som assistent- og transitionstræner, og cheftrænerrollen på U16 giver mig både øget ansvar og mulighed for endnu mere personlig udvikling. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med spillerne og hjælpe dem med deres udvikling.
Med denne udnævnelse fortsætter Kolding IF at sikre kontinuitet og kvalitet i trænerteamet omkring pigeakademiet med fokus på en sammenhængende udviklingsvej fra ungdomsårgangene til seniorniveau.
