Skip to main content

Kolding Netavis

Officielt: Kolding IF ansætter norsk mesterskabstræner

Elo Christoffersen
36-årige Karl Marius Aksum er ny cheftræner i Kolding IF efter mesterskab og pokaltitel med Mjällby AIF. Foto: Kolding IF (Arkivfoto)

Kolding IF har fundet sin nye cheftræner. Det bliver den 36-årige norske succestræner Karl Marius Aksum, der kommer til Autocentralen Park efter svensk mesterskab og pokaltitel med Mjällby AIF.

KOLDING: Så er Kolding IF’s nye cheftræner på plads.

Det bliver den 36-årige nordmand Karl Marius Aksum, der overtager posten på Autocentralen Park efter Jonas Kampers fyring tidligere på ugen.

Fra U19 til svensk mester

Karl Marius Aksum kommer til Kolding med flotte meritter i bagagen.

Han startede trænerkarrieren hos Odds Ballklubb i Norge som U19-cheftræner, men skiftede i begyndelsen af 2024 til svenske Mjällby AIF.

Her var han som assistenttræner med til at sikre det sensationelle svenske mesterskab i 2025 – endda med det højeste pointantal i Allsvenskans historie.

Efter mesterskabet blev han forfremmet til cheftræner, og succesen fortsatte. I sæsonen 2025/26 vandt Mjällby også den svenske pokalturnering med nordmanden ved roret.

Det siger den nye cheftræner

Karl Marius Aksum glæder sig til opgaven i Kolding:

“Det er en stor ære for mig at få tilliden fra Kolding til at blive klubbens nye cheftræner. Jeg har fulgt klubben nøje, og jeg er overbevist om, at der findes et stort potentiale, både i byen og i klubben, til sammen at skabe noget virkelig stort. Jeg påtager mig dette ansvar med stor ydmyghed og passion”, siger han i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at valget faldt på Kolding, selvom han havde større klubber efter sig:

“I mine samtaler med klubben er jeg blevet overbevist om, at mine idéer omkring spillestil, træningsmetodik og ledelse er præcis det, klubben ønsker. Muligheden for sammen at skabe denne fælles vision og retning var afgørende for, at jeg valgte denne mulighed frem for andre, større klubber”.

Begejstring i klubben

Head of Football Niklas Nürnberg er begejstret for ansættelsen:

“Karl Marius er en træner vi har fulgt tæt gennem lang tid, og vi kender indgående til hans kvaliteter og den store rolle han har spillet i Mjällbys sensationelle opstigning. Trænerfagligt kommer han med meget stor kompetence, det er ingen hemmelighed, og han står for en tydelighed i sin trænerstil og kommunikation, som vi mener er det rigtige vej til både at udvikle holdet og de enkelte spillere”, siger han.

Træner med ph.d.

Udover titlerne på banen har den nye Kolding-træner også en akademisk baggrund i topklasse.

Karl Marius Aksum har en ph.d. fra Norges Idrettshøgskole med fokus på visuel perception i elitefodbold.

Han slutter med en besked til fansene:

“Jeg glæder mig utrolig meget til at møde og lære alle spillere, ledere og medarbejdere i Kolding at kende. Jeg glæder mig også ekstra meget til at se så mange Kolding-fans som muligt på Autocentralen Park i de kommende uger. Jeg kan love, at det bliver underholdende”.

Første arbejdsdag

Karl Marius Aksums første dag ved roret på Autocentralen Park bliver søndag den 11. oktober.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.