Skip to main content

Kolding Netavis

Grønninghoved Strand Camping solgt

Elo Christoffersen
Landsformand Anne-Vibeke Isaksen og sælger Lasse Guldager Pedersen lykønsker hinanden. Foto Lasse Løndahl Henriksen.

DCU køber campingplads nummer 20. Det sker med købet af campingpladsen ud til Lillebælt.

Grønninghoved Strand Camping solgt: I 2026 kan Dansk Camping Union (DCU) fejre sit 100 års jubilæum. En milepæl, der markeres med et betydningsfuldt skridt for foreningen. Købet af Grønninghoved Strand Camping ved Lillebælt. Denne campingplads bliver DCU’s 20. plads og får fra sæsonen 2026 navnet DCU-Camping Grønninghoved Strand. Det skriver DCU i en pressemeddelelse.

Jubilæumsåret bliver en anledning til at se både tilbage og frem. DCU’s landsformand, Anne-Vibeke Isaksen, understreger vigtigheden af netop at byde velkommen til en ny plads i jubilæumsåret. Hun mindes starten på campingfællesskabet i Danmark for 100 år siden, da de første campister rykkede ud til Hundige. Købet af Grønninghoved Strand Camping er dermed både symbolsk og meningsfuldt og cementerer DCU’s fortsatte vækst og relevans.

En rig historie og fokus på fællesskab

Siden grundlæggelsen i 1926 har DCU været et vigtigt fællesskab for generationer af campister. Camping har i alle årene fungeret som et frirum fra hverdagens stress og givet plads til uforglemmelige ferieminder – med naturen og det gode samvær i centrum. I jubilæumsåret ønsker DCU at forbinde fortid, nutid og fremtid ved at fremhæve netop det fællesskab, nærvær og friluftsliv, der kendetegner campinglivet.

Grønninghoved Strand – en oplagt jubilæumsplads

Den nye DCU-campingplads ligger smukt i en tidligere æbleplantage direkte ud til Lillebælt, placeret nordøst for Sjølund. Pladsen byder på en række faciliteter som opvarmet pool, nye legepladser samt nem adgang til en børnevenlig strand – kvaliteter, der allerede har gjort pladsen populær blandt campister.

Anna Lund Rasmussen og Lasse Guldager Pedersen har drevet pladsen siden 2020 og fortsætter som værter efter overtagelsen, hvor Lasse Pedersen også bliver lejrchef. De ser frem til at udvikle pladsen yderligere og sikre, at de aktiviteter og initiativer, der er skabt de seneste fem år, bliver videreført og udbygget.

Jubilæumsåret byder på fællesskab og aktiviteter

I løbet af 2026 inviterer DCU medlemmer, folkevalgte, medarbejdere og alle med interesse for camping, natur og fællesskab til at deltage i jubilæumsarrangementer landet over. Målet er at skabe et fælles rum for fejring, nærvær og nye minder.

-Vi håber, at jubilæumsåret bliver en fælles fest, hvor vi kommer tættere på hinanden og skaber nye, livslange ferieminder, siger Anne-Vibeke Isaksen.

Med købet af campingplads nummer 20 og et helt særligt jubilæumsprogram tegner 2026 til at blive et mindeværdigt år for DCU og alle danske campister.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.