Skip to main content

Kolding Netavis

Berit fejrer 25 år: Et særligt parløb i Kolding

Elo Christoffersen
Berit Hollender Fonnesbæk fejrer 25 år på Alfa Laval Kolding. Foto: Alfa Laval Kolding.

25 gode år på Alfa Laval Kolding er for Berit Hollender Fonnesbæk også 25 gode år med Tetra Pak. 1. oktober kan hun fejre 25-års jubilæum i virksomheden.

KOLDING: Det er jo så yndigt at følges ad. Berit Hollender Fonnesbæk fejrede 1. oktober 25-års jubilæum på Alfa Laval Kolding. I samme forbindelse markerede hun 25 års parløb med Tetra Pak.

“Tetra Pak og jeg har i varierende omfang fulgtes ad i de job, jeg har haft på Alfa Laval gennem årene. Det parløb giver god mening, da Alfa Laval Kolding udvikler og producerer ventiler, pumper og andet udstyr til blandt andet fødevareindustrien. Tetra Pak er både Alfa Laval Koldings og Alfa Lavals største kunde globalt”, fortæller Berit Hollender Fonnesbæk i en pressemeddelelse.

Fra Customer Support til Global Key Account Manager

Da hun begyndte på Alfa Laval Kolding i oktober 2001, arbejdede hun i Customer Support, hvor hun siden avancerede til manager. Siden har hun været i Sales Planning og har undervejs taget en merkonom i personaleledelse samt en HD i Marketing Management. I dag er hun Global Key Account Manager i Sales for Tetra Pak.

Fantastisk arbejdsplads i Kolding

“25 år er lidt vildt, men tiden er gået godt. Jeg har kolleger, der har arbejdet her 40-50 år som gode beviser på, at Alfa Laval er en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg elsker at arbejde. Her er rart at være, for vi har respekt for hinanden, holder en god tone og hilser pænt, uanset om vi har en eller flere stjerner på skulderen. Desuden er der gode muligheder for karriere, som vi bakkes op i og motiveres til at gå efter”, siger Berit Hollender Fonnesbæk.

Hun er af kollegerne udpeget til medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for Alfa Laval Kolding.

“Jeg er glad og taknemlig for den tillid, mine kolleger har vist mig ved at vælge mig til Alfa Lavals bestyrelse siden 2017”, fortæller hun.

Rejser, have og orange BMW Z4

Hun bor i Vejle sammen med sin mand Peder, som også arbejder på Alfa Laval Kolding. Parret kan godt lide at rejse.

“Vi ser det som den bedste investering at komme ud og opleve verden. I januar var vi for eksempel fem uger på rundrejse i Australien. Ud over det har vi været på Maldiverne, Sri Lanka, i USA, Frankrig og Italien for at nævne nogle eksempler. Vi sigter mod Afrika som det næste store rejsemål – måske Sydafrika eller Zanzibar”, siger 52-årige Berit Hollender Fonnesbæk.

Hun nyder også at gå i haven ved huset på Mølholm og køre ture i parrets hobby-bil: En orange BMW Z4-cabriolet.

Alfa Laval fejrer Berit Hollender Fonnesbæks 25 års jubilæum fredag den 2. oktober med en frokost for familie og kolleger i virksomhedens konference- og mødelokale Gefion.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.