Hvad gør I, hvis hackerne rammer? Danmarks største øvelse i cyberberedskab kommer til Kolding den 27. oktober – og din virksomhed kan komme gratis med.
KOLDING: Cyberangreb rammer ikke kun de store. Det kan ramme alle. Derfor rykker Danmarks største øvelse i cyberberedskab nu til Kolding.
Den 27. oktober lægger IBA Erhvervsakademi Kolding hus til Hele Danmark Øver – en national beredskabsøvelse, hvor virksomheder prøver et cyberangreb på egen krop.
Sidste år deltog 1.400 ledere og ansatte i øvelsen. I år gentages den.
Simuleret angreb på mobilen
I løbet af tre intense timer oplever deltagerne et simuleret cyberangreb indefra via egen mobiltelefon, kombineret med gruppesamtaler og oplæg.
Deltagerne kan vælge mellem to hold:
- Kl. 09.00-12.00
- Kl. 13.00-16.00
Der er 75 pladser på hvert hold. Hver virksomhed kan sende to deltagere. Det er gratis at deltage.
IBA: Naturligt at tage ansvar
For IBA Erhvervsakademi Kolding er det en naturlig opgave at være vært.
“For os er det meget naturligt at lægge hus til Hele Danmark Øver. I hverdagen fylder cybersikkerhed meget hos os, for vi har både personfølsomme data og vigtig infrastruktur, som vi passer godt på”, fortæller rektor Carsten Vikkelsøe i en pressemeddelelse.
Alle deltagere får en materialepakke med konkrete værktøjer og råd – både til at forberede sig FØR et angreb og til at håndtere et angreb UNDER og EFTER.
Øv jer – og pas på Danmark
Hele Danmark Øver er arrangeret af TDC Erhverv i samarbejde med bl.a. Forsvarsministeriet, Politiet og Dansk Erhverv.
“I Forsvaret er vi vant til at øve os, fordi det er noget, vi gør hele tiden. Vi vil også have, at virksomhederne gør det samme, og på den måde passer på sig selv og er med til at passe på Danmark”, siger Aino Olsen, direktør for Cyberdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Tilmelding sker på heledanmarkover.dk – efter først-til-mølle-princippet.

