Skip to main content

Kolding Netavis

Gratis transport til unge giver mening – men hvorfor glemmer vi pensionisterne?

Elo Christoffersen
Kalle Busch. Privatfoto.

Læserbrev af Kalle Busch, Kolding/sekretær i Faglige Seniorer (Kolding Lokalforening).

Regeringens beslutning om, at unge under 22 år fremover skal køre gratis med offentlig transport, giver rigtig god mening. Det er netop i den alder, vi kan skabe en holdningsændring og flytte fremtidens trafikanter fra egen bil over i busser og tog. Det er både klogt og nødvendigt, hvis vi vil have en grønnere og mere bæredygtig transportkultur.

Men allerede nu har flere ungdomsorganisationer peget på hullerne i ordningen: I tyndt befolkede områder er dækningen simpelthen for dårlig. Mange unge kan ikke komme til uddannelse eller fritidsaktiviteter, fordi der ikke kører busser ofte nok. Det er en reel udfordring – og heldigvis én, som politikerne har lovet at arbejde videre med.

Men mens de unge får et løft, er der en anden gruppe, der igen bliver overset: pensionisterne.
Mange af os vil gerne bruge bus og tog. Vi vil gerne rundt i byen, til aktiviteter, til familie og til fællesskaber. Men prisen er for mange af os en barriere – og det er ærgerligt, for erfaringerne viser, at gratis offentlig transport virker.

I Fredericia indførte man gratis bybusser for alle fra 1. juli 2025. Tallene taler deres tydelige sprog: Sydtrafik registrerede i august 2025 en passagerstigning på hele 91 procent sammenlignet med samme måned året før. Det er en af de mest markante stigninger i nyere tid.

Brancheorganisationen for den kollektive og private persontransport i Danmark, Dansk PersonTransport peger samtidig på de sociale gevinster.

Gratis transport gør det lettere for:

• skoler og bosteder at tage på ture
• ensomme ældre at komme til aktivitetscentre
• borgere uden bil at klare hverdagen

Især det midterste punkt rammer noget helt centralt hos os i Faglige Seniorer: kampen mod ensomhed og for stærkere fællesskaber. Transport er ikke bare transport – det er adgang til et liv også udenfor hjemmet.

Derfor er det svært at forstå, hvorfor pensionisterne ikke tænkes ind i de nye nationale tiltag. Hvis vi virkelig vil styrke mobiliteten, fællesskabet og livskvaliteten, så bør kommuner landet over – også her i Kolding – overveje at indføre gratis offentlig transport for seniorer.

Det vil være en investering i både klima, trivsel og social sammenhængskraft. Og tallene fra Fredericia viser, at gevinsterne kommer hurtigt.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: