Kolding Netavis

Gastronom garnerer sit svendebrev med guld

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
-Det har betydet utrolig meget for mig at have lærere, som kigger på eleverne som individer. Det er dejligt at blive set som en person, siger Lena Hahn Atzen. Foto: HANSENBERG.

Hun har været i lære på Christie’s Sdr. Hostrup Kro, og forleden klarede Lena Hahn Atzen sin svendeprøve på HANSENBERG i så fornem stil, at det blev til en guldmedalje.

Under sin uddannelse til gastronom på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding har Lena Hahn Atzen engageret sig i kampagnen “Vejen til en erhvervsuddannelse”, hvor hun via Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) har været ude som rollemodel hos elever i 7.-10. klasse i grundskolen.

Og hvilken rollemodel! For sammen med resten af sit hold har Lena Hahn Atzen været til svendeprøve i HANSENBERGs helt nye køkken – og med tre 12-taller ud af tre mulige sikrede hun sig en af de sjældne guldmedaljer inden for kokkefaget.

-Det var en lettelse og befrielse, for jeg syntes ikke selv, at det gik så godt. Jeg var presset og emotionel, for det er jo en dag, man har glædet sig til – og pludselig skal man så se, om man kan leve op til det, man har sat sig op til, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Lena Hahn Atzen har under sin uddannelse været i lære på Christie’s Sdr. Hostrup Kro.

-Guldmedaljen betyder, at jeg har gjort det bedste, jeg kunne gøre. Den viser, at jeg har taget min uddannelse seriøst – også over for min mester. Det er dem, der har lært mig op, og nu får de noget igen, siger Lena Hahn Atzen og sender også en tak til sine faglærere på skolen:

-Det har betydet utrolig meget for mig at have lærere, som kigger på eleverne som individer. Det er dejligt at blive set som en person. De går op i alle deres elever, og vi bliver alle sammen omfavnet på det niveau, vi er på – eller gerne vil nå op på.

Faglært efter flere omveje

For Lena Hahn Atzen har vejen, der ledte hen til kokkeuddannelsen, været belagt med brosten, hvilket er den primære grund til, at hun i sin tid valgte at blive EEO-rollemodel.

Formålet med EEO’s initiativ er nemlig, at unge rollemodeller – ved at fortælle om deres egen vej til en erhvervsuddannelse – kan hjælpe skoleelever med at blive mere afklarede i deres uddannelsesvalg.

-For mig er det vigtigste at skabe en tryghed om det at vælge selv. Man skal for eksempel ikke være bange for at skuffe sine forældre – den tanke fylder mere i deres hoveder, end det er nødvendigt. Mange føler, at de står med et “for evigt valg”. Men man kan sagtens vælge om og lægge til, påpeger Lena Hahn Atzen.

Og Lena Hahn Atzen ved, hvad hun taler om, for hun har været på en omvej, inden hun nu kan kalde sig udlært gastronom. Med sig på sit CV har hun en STX, for det lå i kortene, at hun skulle være dyrlæge.

Kortene viste imidlertid ikke, hvad hun egentlig havde lyst til at uddanne sig til:

-Min vej til en ungdomsuddannelse har været kaotisk. Jeg var god i skolen, men har aldrig været et særligt selvstændigt barn, så jeg tog andres drømme til mig. Og i 9. klasse fik jeg at vide af de voksne, at jeg gerne ville i gymnasiet. Men jeg bøvlede med det, for lysten var der ikke. Heldigvis fik jeg god hjælp fra mine lærere og klassekammerater, og jeg kom igennem, hvilket var en sejr.

Får hele pakken med

I gymnasietiden havde Lena Hahn Atzen et fritidsjob som ufaglært tjener. Og mens dyrlægeplanerne blev lagt på hylden, formede der sig en ny fremtidsplan:

-Jeg fortsatte som ufaglært tjener i mit sabbatår, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Lige så stille begyndte interessen at komme for køkkenet. Jeg fandt ud af, at jeg trives rigtig godt i en hverdag, hvor man ikke helt ved, hvad man møder ind til.

Lena Hahn Atzen har dog en klokkeklar plan for, hvad hun snart skal møde ind til, for hun skal nu i lære som tjener på Molskroen.

-Jeg håber, det kan styrke mig, at jeg får hele pakken med – altså både tjener- og kokkeuddannelsen. Pakken giver mig nogle gode forudsætninger, hvis jeg vil læse videre, være selvstændig – eller måske være dygtig nok til at blive faglærer på en erhvervsskole.

Lena Hahn Atzen havde – med egne ord – “ikke de store kulinariske egenskaber”, inden hun startede på uddannelsen til gastronom, men hun påpeger, at det har været fedt at vokse med et fag, som det viste sig, hun var rigtig god til.

Så god, at hun nu både har svendebrev og guldmedalje.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel