Kolding Kommune tester nye asfaltbelægninger med lavere CO2-udledning.
Forsøg med nye asfalttyper med lavere CO2-udledning: Kolding Kommune samarbejder med NCC om at prøve tre nye typer asfalt på Ny Esbjergvej for at mindske CO2-udslippet fra vejbelægninger. Formålet er at finde en asfalt, der både er mere miljøvenlig, holdbar og ikke for dyr. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
I slutningen af august bliver en cirka 900 meter lang strækning af Ny Esbjergvej mellem Vejlevej og den store rundkørsel tæt på motorvejen delt op i fire lige lange dele. Tre af delene får hver deres nye asfalt-type, mens den fjerde får den traditionelle asfalt til sammenligning. Herefter vil kommunen og NCC i de kommende år følge med i, hvordan de forskellige typer holder til den daglige trafik.
Trygge rammer for trafikken under arbejdet

Da Ny Esbjergvej er meget trafikbetonet, bliver arbejdet udført om aftenen og natten mellem kl. 18 og 06 for at undgå for meget trængsel.
Den 4. august fræses den gamle asfalt af.
Den 26. og 27. august bliver nyt asfalt lagt på. Vejen vil være spærret i den ene retning hver dag, og trafikanter kan bruge alternative ruter som Birkedam/Egtvedvej eller Stålvej/Platinvej.
Mellem affræsning og asfaltering bliver der nedsat fart til 50 km/t, da vejbelægningen ikke er optimal.
Ny asfalt skal mindske CO2-udledning
Asfalteringen testes for blandt andet at bruge mere genbrugsasfalt og alternative bindemidler som harpiks og rester fra fritureolie og papirproduktion. Også stenmaterialet erstattes med lokale materialer, så transporten bliver kortere og CO2-udslippet mindre.
Ifølge NCC kan de nye asfalttyper reducere CO2-udslippet fra produktionen med op til 44 procent – og nogle løsninger er næsten CO2-neutrale.
Sikkerhed og økonomi også vigtige
Ud over at se på CO2-udledningen vurderer kommunen også belægningens holdbarhed og pris, da en vej som Ny Esbjergvej normalt skal holde mindst 12-15 år.
-Vi vil gerne gøre vores veje mere bæredygtige, og det her forsøg kan hjælpe os til at vælge de bedste løsninger i fremtiden, fortæller Tobias Jørgensen (V), formand for Plan- og Teknikudvalget.
