Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.
Jeg er dybt bekymret for den vej, Kolding er ved at tage, især for vores børn!
Beslutningen om at lukke fire små daginstitutioner er ikke bare endnu en teknisk tilpasning. Det er et tydeligt tegn på, at man i byrådet har mistet forståelsen for, hvad der skaber tryghed, trivsel og udvikling for de mindste. Forældre advarer. Pædagoger advarer. Alligevel rykker flertallet fremad, som om børn blot er logistik.
Derfor er det dybt foruroligende, når en byrådspolitiker forsvarer lukningerne med ordene: ”Kan godt være de er mange, men det opleves småt. Det har en stor og god effekt” Men det klinger hult. For sådan fungerer hverdagen ikke. Et stort hus med små stuer er stadig et stort hus. Jo større en institution er, jo mere går tiden med køkultur, støj og logistik, og jo mindre tid er der til det vigtigste: nærvær, tryghed og omsorg.
Jeg har selv arbejdet i både vuggestue og børnehave, og lad mig være helt tydelig: Man er ikke kun “på stuen”. Det er en illusion. Børn møder voksne og hinanden på kryds og tværs. I garderoben, på gangen, på legepladsen. Det er kort sagt et argument som simpelthen ikke holder vand.
Og det er ikke bare pædagogers erfaringer. Det er dokumenteret. En stor undersøgelse fra Aarhus Universitet og BUPL viser, at børn i store institutioner venter mere, irettesættes oftere og har færre muligheder for ro og fordybelse. For pædagogerne betyder det mere belastende arbejdsvilkår, større grupper i mindre rum og mindre fleksibilitet til at følge børnenes behov.
Det kan godt være, at det handler om tomme pladser og gamle bygninger. Men i forsøget på at spare penge her og nu, risikerer vi at skabe fabriksbørn. Børn der ikke bliver mødt som individer, og som senere får brug for mere støtte, fordi vi svigtede dem i de første og vigtigste år.
Det er billige løsninger med dyre konsekvenser.
Det her er ikke moderne velfærd. Det er afvikling forklædt som effektivisering. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe. Hvis Kolding skal udvikles, skal man ikke starte med at skræmme børnefamilierne væk. Det er kommunens ansvar for at skabe nære, trygge rammer. Ikke bare for læring, men for livet.
Jeg håber inderligt, at flere i byrådet indser, at “det små i det store” er en smuk formulering, men en tom skal, når børn og forældre mærker det stik modsatte i praksis.
