Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet/formand for Plan- og teknikudvalget og Søren Rasmussen (DF), Kolding/formand for Senior- og Sundhedsudvalget.
Vi vil gerne udtrykke fuld forståelse for de bekymringer, som en del beboere har i forbindelse med lokalplan for Skovparken. Der er tale om nedrivning af boliger og ændringer i nærområdet, det berører menneskers hverdag og det skal tages alvorligt.
Hvad vi til gengæld ikke har forståelse for, er kampagnen mod et plejehjem i Skovparken. Enhedslisten har sågar udsendt en pressemeddelelse hvoraf man kan læse: ”Der er jo ingen her, der i princippet får glæde af det plejehjem”.
Det er utroligt at det er nødvendigt at skrive det, men det er det åbenbart: Alle mennesker kan blive ramt af demens og få brug hjælp og omsorg, i den ulykkelig situation. Derudover er et plejehjem en vigtig del af et lokalsamfund, hvor nogen kommer for at deltage i aktiviteter, nogle vil gerne i caféen og spise et måltid i godt selskab, andre blomstre ved at være frivillige, nogen skal til gymnastik osv.
Det er upassende at nogen lader som om vi kan lade være med at bygge plejehjem i Skovparken, uden dramatiske menneskelige konsekvenser. For det nye plejehjem kan ikke bare flyttes til en anden placering. Hvis det ikke opføres i Skovparken, så kan det ikke stå færdig i 2030 og så vil vi mangle pladserne. Det vil have helt uoverskuelige menneskelige konsekvenser for både de demente, der så ikke vil kunne komme på plejehjem og deres pårørende.
Hvis man har en ide om hvor ulykkelig en situation man er i, som pårørende til et menneske med demens, så kan man forestille sig det pres de mennesker vil være i, hvis Kolding Kommune ikke har plejehjemspladser nok.
Det kan et ansvarligt byråd ikke byde nogen.
