Læserbrev af Thomas Kramer (M), byrådskandidat, Istedvej 8, 6000 Kolding.
I mere end 25 år har Kolding Kommune haft design som strategisk førstevalg. Det har givet byen en identitet og et brand, som har været med til at sætte Kolding på landkortet – både nationalt og internationalt. Men spørgsmålet er, om denne ensidige satsning på design som primær ”energi-kilde” nu er blevet en hæmsko for reel udvikling.
Designprocesser i kommunalt regi ender ofte i post-it-lege, workshops og kreative samskabelsesforløb, hvor det vigtigste synes at være processen – ikke resultatet. Det kan ligne innovation, men i praksis bliver det ofte til en form for hamsterhjuls-mekanik, hvor man løber stærkt uden at komme nogen vegne. Slutbrugeren – borgeren – står tilbage med flotte visioner, men få konkrete forbedringer.
Der mangler en klassisk forretningsorden. En tydelig forretningsgang. En struktureret tilgang til problemløsning, hvor flowcharts, ansvarskæder og målbare resultater er i centrum. Design bør være et værktøj, ikke et dogme – designprocestænkning er godt til meget, men for meget af det gode, kan også være for meget. Når design bliver en ideologi, risikerer man at lukke af for andre metoder, der kunne skabe reel værdi. Der skal være langt kortere fra borger til beslutning og omvendt, fra beslutning til borger.
Gennem de forgangne mange år har Kolding kommune med mere eller måske mindre succes brandet sig på forskellige varianter af tiltænkt borgerinddragelse gennem designretorik. Sammen designer vi livet, fælles om… eller sammen om… ordene er mange, forståelse er over den brede kam for de få.
Hypotese: Mere effektivitet uden designdogmet?
Man kunne med rette stille en hypotese: Ville de kommunale forvaltninger i Kolding arbejde mere effektivt, hvis der ikke internt skulle bruges tid og ressourcer på at bygge, udføre og evaluere designprocesser? Hvis medarbejdere i stedet kunne fokusere på klassiske administrative og analytiske metoder – med klare mål, ansvar og tidsrammer – ville beslutningsveje måske blive kortere, og implementering mere konsekvent. Her er én af mine kæpheste: tillidsfuld uddelegering af ansvar – men også et medfølgende tilsyn og holden til ansvar – Man står selvfølgelig til ansvar for det ansvar man har fået tildelt.
Designprocesser kræver tid, facilitering, dokumentation og evaluering. Det er ikke gratis – hverken økonomisk eller organisatorisk. Når alle opgaver skal igennem et designfilter, risikerer man at forsinke beslutninger og udvande ansvar. Det kan skabe en kultur, hvor ingen tager endelig stilling, fordi processen hele tiden skal åbnes op igen.
Det er tid til at genoverveje, om design skal være det altoverskyggende princip i Kolding Kommune. Måske er det tid til at lade design indgå som ét værktøj blandt flere – og give plads til klassisk ledelse, forretningsforståelse og effektiv drift. Det handler ikke om at afskaffe design, men om at afbalancere det. Kolding kommune skal sættes fri.
Ellers risikerer vi, at kommunen bliver udviklingsresistent, fanget i sin egen selvfortælling. Og det er hverken innovativt eller bæredygtigt. Ressourcerne skal væk fra post-it væggene og ud på gulvet i form af flere faglærte i vores institutioner, skoler og seniorområde – ikke gemt inde i vores forvaltningsbygninger.
Selvom dette læserbrev kan virke provokerende og opfordre til brud med 25 års vanetænkning – så tror jeg, jeg desværre har ret i både antagelse og hypotese.
