Kolding Netavis

Derfor var der stort politiopbud i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

37-årig mand, der blev anholdt i Kolding, sigtes blandt andet for vold og trusler i Horsens.

Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag aften ved 19-tiden en 37-årig mand på Barsøvænget i Drejens nær Kolding. Den 37-årige fremstilles senere i dag i grundlovsforhør ved retten i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 37-årige, der er fra Middelfart, sigtes for vold og trusler mod en 34-årig mand fra Horsens samt for besiddelse af et skarpladt våben.

Sydøstjyllands Politi modtog tirsdag eftermiddag omkring klokken 17 en anmeldelse om vold og trusler, og at der var blevet affyret et skud på en adresse i Horsens. På adressen var den 34-årige mand fra Horsens til stede, mens den 37-årige formodede gerningsmand var væk.

Ved 19-tiden fandt Sydøstjyllands Politi frem til den formodede gerningsmand, som blev anholdt i Kolding og senere i dag bliver fremstillet i grundlovsforhør.

De to mænd har et forudgående kendskab til hinanden.

Da grundlovsforhøret forventes at blive afholdt for lukkede døre, kan Sydøstjyllands Politi ikke give yderligere oplysninger i sagen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel