Læserbrev af Laura Guldager, Kolding.
Der findes kommunale beslutninger, som viser sig fornuftige. Og så findes der dem, hvor enhver efterrationalisering bliver en øvelse i bortforklaring. Beslutningen om at samle alle modtageklasser for flygtningebørn på Munkevængets Skole hører til sidstnævnte kategori.
I 2015 stod Kolding Kommune over for en stor udfordring. Der skulle findes boliger og skolepladser til flere hundrede flygtninge. Den politiske linje var, at flygtningene skulle spredes, så man undgik ghettodannelse. Det var sund fornuft. Men i samme åndedrag besluttede man at samle alle modtageklasser ét sted, på Munkevængets Skole, midt i et område, der i forvejen havde sociale problemer.
Man behøver ikke være ekspert for at se, at det er som at slukke en brand med benzin. Det er den slags paradoksale beslutninger, der kun kan opstå i et system, hvor man taler mere om styring end om sund fornuft.
Når man samler sårbare børn i et sårbart område, er resultatet givet på forhånd. Det blev også hurtigt tydeligt. Munkebo blev i 2018 udnævnt til et af landets hårdeste ghettoområder, ressourcestærke familier flyttede væk, og Munkevængets Skole stod tilbage med en opgave, som ingen skole kunne løfte alene. Alligevel forblev byrådet tavst. Man lod stå til, som om problemet ville løse sig selv. Munkevængets Skole blev gjort til den kommunale version af at sætte et plaster på et brækket ben og erklære patienten rask.
Det er ikke ond vilje, der har ødelagt Munkevængets Skole. Det er fravær af ledelse, fravær af politisk vilje, og fravær af det mest basale ansvar: at erkende fejl, når de er åbenlyse. Siden 2015 har man forsøgt at lappe på konsekvenserne med den ene model efter den anden.
Munkevængets Skole burde for længst have udløst en ærlig samtale i Kolding Byråd om, hvordan man kunne træffe så forkert en beslutning, hvorfor ingen greb ind, og hvorfor man sidenhen ikke har formået at rette op på det. Men i stedet for ærlighed har man valgt tavshed. Problemet er bare, at de børn, der i dag går på Munkevængets Skole, lever med konsekvenserne af religiøs og social kontrol, trusler og vold. Elever, der holder øje med hinandens religiøse praksis, kostvaner og levevis. Og lærerne går heller ikke fri. Vi taler om lærere, der møder op hver dag for at gøre en forskel, men som i stedet bliver udsat for chikane, vold og trusler fra elever. Lærere, der siger op, fordi arbejdsmiljøet er blevet uholdbart.
Der er brug for ærlighed i Kolding. Ikke bare endnu en evaluering, men en erkendelse.
Beslutningen i 2015 var en fejl. Og den har haft alvorlige konsekvenser for et lokalområde, der siden er blevet efterladt til sig selv. Hvis man virkelig mener noget med ordene “sammenhængskraft” og “lokalt ansvar”, så må man starte med at tage ansvaret hjem igen.
Så må man sætte sig for at gøre noget ved problemet, som man selv har skabt.
