Læserbrev af Laura Guldager, Kolding.
Ældreområdet i Kolding står over for store udfordringer. Vi bliver flere ældre, behovene vokser, og medarbejderne løber hurtigere end nogensinde. Det burde kalde på faglig forståelse, ærlighed og politisk ydmyghed.
I stedet bliver der fortalt en historie om, at alt går fremad, fordi besparelserne er afblæst. Formanden for Seniorudvalget, Søren Rasmussen, taler gerne om, at ældreområdet er “i udvikling”, og at man har “sikret værdighed og tryghed”. Det lyder godt. Men for dem, der arbejder på området, og for de ældre, der mærker konsekvenserne, lyder det mest som en fortælling, der er designet til at lyde bedre end den stemmer overens med virkeligheden.
Kun 16,8 procent af Koldings borgere over 75 år modtager hjemmehjælp. Det er under landsgennemsnittet, og 13 procent færre end i 2020, selvom der er blevet flere ældre. En 80-årig får i gennemsnit tre timer og ét minut hjælp om ugen, hvoraf 66 minutter går til rengøring. På fem år er hjælpen til de ældre skåret med 24 minutter om ugen. Det lyder måske ikke af meget, men det er en hel arbejdsdag mindre omsorg om måneden. Det er tid, der kunne bruges på nærvær, omsorg og på at medarbejderne ikke skulle løbe lige så stærkt.
Når besparelser afblæses, og udgifterne derfor ikke falder, men hjælpen gør, er det tegn på, at noget ikke fungerer, som det burde. Det handler ikke om at finde syndebukke, men om at forstå, hvor kæden hopper af.
For når medarbejdere fortæller om tidspres og manglende forståelse for hverdagens udfordringer, bliver det alt for ofte mødt med tavshed eller afblæst med et høflighedsbesøg. Det er ikke af ond vilje. Men det vidner om et udvalg, der er kommet for langt væk fra virkeligheden. Man kan ikke udvikle ældreområdet ud fra visioner og værdier alene. Man skal kende hverdagen, lytte til medarbejderne og forstå de praktiske konsekvenser af de beslutninger, man træffer.
Ældrepleje handler ikke bare om teknologi og flotte planer, men om mennesker. Om tid, nærvær og faglig respekt. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at tale ærligt om, hvordan vi bruger de ressourcer, der allerede er til rådighed, og hvorfor de ikke fører til mærkbare forbedringer. For man skal passe på med at forføre vælgerne med den store fortælling om, at man “har bremset besparelserne”, hvis man samtidig ikke formår at omsætte de store budgetter til reel forandring for borgere og medarbejdere.
Min bekymring handler ikke om partipolitik. Den handler om tillid. For ældreplejen skal ikke bare fungere på papiret, den skal fungere i virkeligheden.
