Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), Vonsild / byråds-og regionsrådskandidat & Thue Lauridsen (M), Rødding / regionsrådskandidat.
Alt for mange psykiatriske patienter bliver i dag sendt hjem alt for tidligt – også her i Region Syddanmark. De bliver udskrevet, før de er klar, uden den nødvendige opfølgning. Resultatet er desværre velkendt: tilbagefald, utryghed – og menneskelige tragedier, som kunne være undgået.
Vi ser gang på gang, hvordan mennesker i dyb krise udskrives efter ganske få dage, ikke fordi personalet mangler vilje eller faglighed, men fordi systemet er presset til bristepunktet. Der mangler senge, der mangler hænder – og der mangler politisk prioritering.
Psykiatriske patienter har brug for tid, ro og stabilitet. De har brug for at blive mødt som hele mennesker – ikke som et tal i en statistik eller et punkt i et presset regneark. At skubbe mennesker ud ad døren, fordi andre står i kø, er hverken værdigt eller ansvarligt.
Vi må tage psykiatrien lige så alvorligt som det somatiske område. Psykisk sygdom er lige så virkelig som brækkede ben og kræftdiagnoser. Det kræver politisk mod at sige: Vi investerer i langsigtede løsninger, vi skaber bedre sammenhæng i forløbene, og vi giver medarbejderne rammer til at yde den omsorg, de brænder for.
Moderaterne har kæmpet for en historisk 10-årsplan for psykiatrien. Nu skal vi sikre, at den også mærkes i Region Syddanmark – tæt på borgerne. For vi skylder de sårbare bedre. Vi skylder dem værdighed, tryghed og behandling, der virker.
Vi kan ikke vende ryggen til psykiatrien. Vi skal se mennesker i øjnene og sikre, at ingen står alene, når livet gør ondt.
