Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Vi må aldrig lade vores ældre nøjes: Vi skal aldrig lade vores ældre nøjes med standarder, som vi ikke selv vil leve under. Når jeg taler med pårørende, kan jeg høre bekymringen i deres stemmer. Er min mor eller far tryg? Får de den hjælp, de har brug for? Den usikkerhed burde ingen stå med, når det handler om deres nærmeste.
Jeg har også talt med borgere, som selv modtager hjemmehjælp, både kommunal og privat. Flere fortæller, hvordan regler og restriktioner spænder ben for den omsorg, de egentlig har brug for. Hjælpen bliver for ufleksibel, fordi den er sat på skema i stedet for at blive tilpasset den enkelte. Det kan virke som små ting, men for den ældre betyder det alt.
Når jeg hører disse historier, forestiller jeg mig, hvordan jeg selv ville have det i samme situation. Ville jeg acceptere, at andre bestemmer detaljer i min hverdag, uden at det giver mening? Nej, det ville jeg ikke. Derfor skal vi heller ikke forvente, at vores ældre gør det.
Ældrepleje handler ikke kun om at få gjort rent eller få hjælp til personlig pleje. Det handler om at bevare værdighed, selvbestemmelse og tryghed. Det handler om, at medarbejderne får frihed til at bruge deres faglighed og skabe nærvær i stedet for at sidde fast i regler.
Hvis vi som samfund vil stå ved, at vi tager os ordentligt af hinanden, så skal vi måle vores ældrepleje på én ting: Ville vi selv kunne leve sådan? Hvis svaret er nej, er der brug for forandring.
Ældre skal aldrig nøjes. De fortjener en pleje, vi selv ville være trygge ved, både for deres og for vores egen fremtids skyld.
